Uddybende artikler: Odenses historie og Fyns historie

Odense er en af Danmarks ældste byer og nævnes første gang på skrift i år 988. Under Odense ligger resterne af en af de 5 kendte trelleborge, Nonnebakken. Navnet Odense stammer fra vikingetiden. Ifølge Snorres kongesagaer kommer navnet af Odinsø, hvor guden Odin skal have boet. Odense har siden sin grundlæggelse været en af Danmarks førende byer og var indtil slutningen af 1800-tallet den største efter København.

Byens ældste kvarter rummer mange gamle bindingsværkshuse, bl.a. Ejler Rønnows Gård, Østerbyes Gård og Pernille Lykkes Boder, som indgår i det kulturhistoriske bymuseum, Møntergården.[1]

 

Odense Slot beliggende i Kongens Have.

Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke, rummer fire kongegrave: Knud den Hellige efter hvem kirken er opkaldt, Erik 3. Lam – hvis nøjagtige gravsted ikke kendes – og overført fra den nedrevne Gråbrødrekirke Kong Hans og Christian 2..[2][3] Foruden de to førstnævnte døde også Frederik 4. i byen, på Odense Slot,[4] som i dag er hjemsted for kommunens by- og kulturforvaltning.

Digteren H.C. Andersen er født og opvokset i byen. Odense var i 1805, da H.C. Andersen blev født, Danmarks næststørste by med ca. 6.000 indbyggere (og 500 større husdyr), hvoraf ca. 50 % tilhørte den fattige underklasse, og ca. 10 % af byens borgere var subsistensløse. Han, og andre, kaldte alligevel byen Lille København.[5]

Under industrialiseringen midt i 1800-tallet sprængte Odense sine middelaldergrænser og bredte sig i alle retninger. Industrimagnaten C.F. Tietgen var fra Odense, ligesom fabrikanten Thomas B. Thrige. Thriges gamle fabriksbygninger i Skibhuskvarteret eksisterer stadig og har siden februar 2007 dannet rammen om Bazar Fyn med varer fra det meste af verden.