Mandø, Rømø og Fanø er alle født i stormfloder, men den første stormflod der blev registreret var Den Store Manddrukning i 1362, så det vides ikke med sikkerhed, hvornår øen opstod.

Rømø blev for første gang nævnt på skrift i 1190 under navnet Rimma; i 1200-tallet Rymø, af jysk rimme = langstrakt forhøjning, vel nok de langstrakte sandbanker. [1] Øen hørte under Sankt Knuds Kloster i Odense. I 1229 blev den nævnt i Kong Valdemars Jordebog som krongods.

Overordnet var øen en del af Ellumssyssel. Efter 1290 erhvervede klosteret i Ribe land på Rømø, og vandt dermed efterfølgende indflydelse.

Tidligere og siden 1500-tallet var Rømø et fiskerleje og har også været ladeplads. I 1500-tallet blev Borrebjerg anlagt, og den fremstår i dag som et voldsted. Da fiskeriet gik tilbage i 1600-tallet, slog nogle sig på skibsfart. Mange fik arbejde som "kommandører" (kaptajner) på hvalfangerskibe og tjente godt ved det, hvilket ses på kvaliteten af de ældre huse på øen.

Øens sydlige del har også haft speciel status som kongelig enklave. Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongelig strøgods henhørende under Hviding Herred. Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at dronning Margrete 1. omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø. og den nordlige del af Sild. Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra Hertugdømmet Slesvig. Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand lister Dyb.

I det 16. århundrede fik søfarten stor betydning på øen. For en kort tid overtog øen funktionen som havn for Ribe, efter at det var umulig for større skibe at komme ind i havnen.

Under Kejserkrigen, angreb de kejserlige tropper ledet af Albrecht von Wallenstein i efteråret 1627 Slesvig og Holsten, og herfra fortsatte de nordpå og invaderede Rømø og Jylland.

Den anden store manddrukning 11. oktober 1634 hærgede øen og hele vestkysten. Mellem 8.000 og 15.000 mennesker omkom. [2]

Under Torstenssonfejden var Rømø i 1644 besat af svenskerne. Rømø og Ribes store handelsflåde, der lå øst for øen, blev brændt ned. Af mangel på arbejde begyndte søfolkene at sejle på hvalfangst ved Grønland, især fra Hamborg og Holland.

De to kanoner ved Havneby stammer fra Torstenssonfejdens tid. [3] Christian 4. havde overdraget englænderen Markus Whitte at forsvare Rømø og Sild med to pramme og otte galejer. Men i februar 1644 erobrede den svenske general Lennart Torstenson takket være Whittes forræderi den nordlige del af Sild, samt Rømø. Begge øer faldt uden modstand. Whitte overgav simpelthen skibene til svenskerne og trådte i deres tjeneste. Ved den anledning brændte svenskerne 26 af Rømøs 30 skibe. Lidt nord for Mølby slog de lejr, hvor klitterne senere blev heddende Lejrbjerge. [4] De anlagde også to skanser øst for Havneby. Med Holland som sin forbundsfælle, kaprede den svenske styrke i februar alene tolv danske skibe. Det kunne ikke fortsætte, og i marts tog den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald ud fra fæstningen Glückstadt med 600 soldater. 21. marts gik de i land på Rømø, erobrede de svenske skanser og tog 1.450 fanger, deriblandt Markus Whitte, som Buchwald lod hænge efter sin hjemkomst til Glückstadt 9. april. For denne indsats blev von Buchwald udnævnt til oberst. [5]

I maj dukkede en flåde på 36 skibe op i Listerdyb, udrustet i Holland af den rige købmand Louis de Geer. Anført af admiral Martin Theyssen havde skibene kurs for Ribe, hvor de skulle hente 800 af general Torstensons bueskytter som støtte for de svenske troppers landgang på Fyn. Men lige da ankom Christian 4. i Listerdyb med ni orlogsskibe. 16. maj angreb kong Christian med flagskibet Trefoldigheden den hollandske flåde. I to timer var skibet alene mod en overmagt på 24 hollandske skibe, da de andre danske skibe ikke kunne gribe ind grundet vindstille og modgående strøm. Men takket være hans kanoners større rækkevidde, og fordi de hollandske skibe også lå ubevægelige i vindstille, endte slaget i Listerdyb med et tilintetgørende nederlag for svenskere og hollændere. De skal have mistet mellem 800 og 1.000 mand, hvoraf de fleste blev gravlagt på den nu forsvundne ø, Jordsand, ud for Emmerlev sydøst for Rømø. Men på Rømø var der efter krigen stor fattigdom, fordi svenskerne havde brændt skibene, og skibsfart var rømesernes levebrød. [6]

Rømø gik heller ikke fri af hekseprocesserne, der fulgte i reformationens kølvand. Ifølge Ballum birks tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø for trolddom. Før sin henrettelse angav hun en anden kvinde, Mette Thøffrings, som heks. Men denne blev først anholdt 14 år senere og indespærret i Møgeltønderhus sammen med Maren Peder Bodzers. 14. februar 1666 blev Thøffrings ført for retten i Ballum, anklaget for hekseri. Sagen trak dog i langdrag, for der var ikke andet at anføre mod hende end Anna Boyes' udsagn. Et år senere spurgte de femten udpegede domsmænd 2. marts 1667 anklageren Hans Andersen, om han ud over den afdødes beskyldning besad andet bevismateriale. Det gjorde han ikke, og havde heller ikke hørt andet end godt om Mette Thøffrings. Hun blev derfor frikendt. [7]

Omkring 1720 tiltog hvalfangsten på Svalbard, og øerne Før, Sild og Rømø udrustede skibe til hval- og sælfangst (robbefangst). Desuden bemandede man københavnske og andre selskabers skibe med mandskab og førere, såkaldte kommandører. Næst efter Før leverede Røm det største antal kommandører til Hamburgs hvalfangerflåde. Mange havde også kommandoen på hollandske og danske skibe, og en overgang fandtes der 40 kommandører ud af en befolkning på omkring 1.600. Da de gerne tog en del af mandskabet med hjemmefra, tog næsten alle mandlige indbyggere fra 10-12-årsalderen hvert år i februar af sted med smakkerne til Hamburg eller Amsterdam for at gå om bord i hvalfangerskibene. [8]

I Vyk på Før blev der omkring 1720 oprettet en navigationsskole, hvor matroserne fra Vesterhavsøerne blev undervist i navigation, og efter praktisk uddannelse om bord i hvalfangerskibene kunne de ansættes som kommandører. Fanøboerne vedblev dog at sejle som matroser på hvalfangerskibene.

Indtil 1864 var den sydlige del af øen (Sønderlandet) en af de kongerigske enklaver og tilhørte Kongeriget Danmark. Den nordlige del af øen (Nørrelandet) tilhørte Hertugdømmet Slesvig.

Mellem 2. slesvigske krig i 1864 og genforeningen i 1920 var Rømø en del af Kreises Tondern zu Schleswig-Holstein.

Under den tyske besættelse var der endnu ingen dæmning til fastlandet. En allieret invasion ville være besværlig på Rømø, og Værnemagten udbyggede derfor kun forsvaret sparsomt på Rømø. I alt blev der opført ca. 52 bunkers på øen. De almindelige bunkers på Rømø blev bygget og indrettet til brug med opvarmning, elektrisk lys, friskluftsforsyning, køjer m.m. De blev brugt fra 1943 til 1945.

For at afværge allierede angreb, blev der fra 1942 til krigens slutning opført radarstationer med navne som Søelefant, Mammut og Freya. Radaranlæggene på Rømø udgjorde ved krigens slutning den største og mest avancerede radarstilling i Danmark. [9] Efter krigen fjernede de allierede de tekniske installationer. Tønder Amt sørgede for at bunkerne på Rømø blev lukket, og indgangene dækket med sand. I dag holder Lindet statsskovdistrikt så vidt muligt bunkerne lukkede for at undgå hærværk.

Den 18. december 1948 blev den 9,2 km lang vejdæmning, der forbinder Rømø med fastlandet ved Skærbæk i Sønderjylland indviet. Man begyndte at bygge den allerede i 1938, som et beskæftigelsesprojekt, men grundet 2. Verdenskrig blev arbejdet først færdiggjort i 1948.

Under stormen Ingolf 28. oktober 2017 blæste det ved Rømø med 25,4 meter pr sekund i middelvinden, [10] selv om Kalundborg fik de hårdeste vindstød. [11]