Uddybende artikel: Absalons borg

 

Ruinerne af Absalons borg med et bevaret parti af ringmuren i venstre side af billedet.

Ifølge Saxo Grammaticus blev den første borg på stedet opført i 1167 af Biskop Absalon af Roskilde, der forinden havde fået overdraget byen Havn af Kong Valdemar den Store. Borgen bestod af en op mod 5 meter høj ringmur, der omsluttede en borgplads med forskellige bygninger, blandt andet et palatium, kapel og forskellige mindre bygninger.

I 1182 testamenterede Absalon borgen til Roskilde bispestol til evig eje men forbeholdt sig dog selv livsvarig ret til at benytte borgen. Ved Absalons død i 1201 overgik borgen til Roskilde bispestol, men få årtier senere begyndte en langvarig magtkamp mellem kongemagten og kirken, hvor herredømmet over borg og by bølgede frem og tilbage mellem konge og biskop.

I 1368 blev borgen erobret af Hansestæderne og revet ned året efter.[1]

  Uddybende artikel: Københavns Slot

 

Maleri af Københavns Slot i 1698.

Oven på resterne af Absalons borg blev der i årene efter opført en ny borg, der med tiden kom til at bære navnet Københavns Slot. Roskildes biskopper beholdt ejendomsretten til borgen, indtil Kong Erik af Pommern i 1417 tiltog sig borgen og dermed – efter mere end 200 års stridigheder – definitivt sikrede ejendomsretten over fæstningsanlægget på Slotsholmen for kongemagten.[2]

Det blev til den kongelige residens, da Christoffer af Bayern flyttede til København i 1443, og fra midten af 1400-tallet og frem fungerede Københavns slot som de danske kongers hovedresidens og centrum for regeringen. I de efterfølgende århundreder blev der udført talrige ombygninger og udvidelser af dette slot, og da Frederik 4. i 1700-tallet foretog endnu en gennemgribende ombygning, begyndte det gamle fundament at give efter.[3] Det blev revet ned i 1731 for at give plads til et nyt pragtslot: det første Christiansborg Slot.

Slottet lå under det nuværende Christiansborgs hovedfløj, og ruinerne af Absalons borg og Københavns Slot blev udgravet, da det nuværende Christiansborg blev opført i begyndelsen af 1900-tallet. Der er offentlig adgang til de udgravede ruiner.

 

Det første Christiansborg

 

Det første Christiansborg set ind over ridebanen

Da Christian 6. blev konge i 1730, var det gamle residensslot trangt og mørkt, og han besluttede at opføre et helt nyt slot fra bunden; det skulle blive det første Christiansborg. Slottets arkitekt blev Elias David Häusser som dog måtte overlade det meste af den indre indretning til Laurids de Thurah og Nicolai Eigtved.

Arbejdet begyndte i 1731 med nedbrydning af Københavns Slot. Der blev opkøbt og ryddet mange omkringliggende grunde, og der blev udført et omfattende piloteringsarbejde for at kunne bygge over den gamle voldgrav og de opfyldte arealer.[4] Grundstenen blev lagt af kongen den 21. april 1733, og herefter var murerarbejdet i gang.

Slottet var klar til beboelse i 1740, og den 5. oktober blev også staldanlægget meldt klar til at huse kongens heste og vogne. Kongens indflytning fandt sted med pomp og pragt og kanonsalut den 26. november, hvor den kongelige familie flyttede ud fra den midlertidige bolig på Frederiksberg Slot.[5]

Christiansborg stod nu som et prægtigt firfløjet rokokopalads med ridebaner og slotskirke samme sted som den nuværende. Det var ekstremt dyrt. Opførelsen kostede over halvdelen af et års indtægt for hele riget.[6], eller som værdien af al ejendom på Sjælland.

Slottet havde i alt 6 etager: Kælder, stueetagen (eller dameetagen), mezzanin, kongeetagen, kronprinsens etage og den øverste mezzanin; denne etageinddeling var overtaget fra Københavns Slot, men navngivningen var ny.[7][8] Som navnet fortæller havde kongeparret lejligheder på kongeetagen med dronningens lejlighed i nordfløjen (mod slotskirken). Resten af etagen var fordelt på kongens private rum, repræsentationssale samt højesteretssalen. Dameetagen var indrettet med kontorer og øverst oppe boede personalet.

  Uddybende artikel: Christiansborgs brand 1794

I godt 50 år udfoldede der sig et storslået hofliv på slottet. Men den 26. februar 1794 udbrød der brand i en skorsten ved arveprinsens gemakker i hovedfløjen. Branden udviklede sig voldsomt over de næste timer, og en stor menneskemængde arbejdede for et redde ikke bare slottet og det værdifulde indbo, men også de omkringliggende bydele, som gløderne regnede ned over.

Slottet med slotskirken udbrændte, og der blev lidt store tab af mange af slottets beboere. Der gik store mængder af kongens indbo og kunstværker tabt.[9]

 

Det andet Christiansborg

 

Det andet Christiansborg set fra ridebanen

Efter branden i 1794 blev der taget adskillige initiativer til at få opført et nyt slot, men situationen blev yderligere forværret året efter af Københavns brand. Endelig i 1803 nedsatte kongen, Christian 7., en kommission som skulle planlægge og overvåge opførelsen af dels et nyt slot og dels et nyt kombineret rådhus og domhus for København.

Det andet Christiansborg blev tegnet af C.F. Hansen som havde indsendt et projektforslag i 1800. En stor del af ydermurene og de indre skillevægge overlevede branden og blev genbrugt i det nye slot. En væsentlig forskel var at tårnet og fløjen mod ridebanen blev stort set fjernet. I det tidligere slot var denne fløj den største, men i C.F. Hansens forslag blev den åbnet og de to tilbageværende sidefløje blev forbundet med en kolonnade. Slottet blev af den grund en del mindre end det foregående og det betød også at hovedindgangen nu blev i facaden ud mod Slotspladsen.[10]

Den moderne stil var klassicismen som havde andre stilmæssige idealer end de foregående tiders rokoko og barok. Man ville gerne have større ubrudte murflader og der blev blandt andet opnået ved at reducere antallet af vinduesfag i facaden mod Slotspladsen. Sammen med andre arkitektoniske kunstgreb fik han genanvendt det brændte murværk og alligevel skabt en bygning med et helt andet udtryk.[11]

Slottet havde samme 6 etages inddeling som det første Christiansborg.[8] Igen blev kongeboligen indrettet på kongeetagen som i grove træk fik en opdeling med dronningens private gemakker i nordfløjen mod Slotskirken, kongens private gemakker mod Slotspladsen, samt riddersalen og andre sale i sydfløjen mod Kancellibygningen. Kronprinsens etage kom i første omgang til at stå tom, da der ikke var nogen kronprins. Dameetagen indholdt administration, men kom senere til også at huse Rigsdagen og Højesteret. Hovedindgangen var ved porten fra Slotspladsen hvorfra Kongetrappen førte op til dels kongens egen lejlighed og dels repræsentationslokalerne. Der var også en indgang i nordfløjen i slotsgården hvorfra Dronningetrappen førte op.

Slotskirken blev også genopført ud fra de gamle mure selvom der havde været planer om at nøjes med et mindre kapel.[12]

Da store dele af byen var brændt næsten samtidig med det første Christiansborg kom det til at tage en del tid før slottets genopbygning kunne begynde. Ruinen, de tilstødende bygninger og pladserne omkring den blev brugt til mangt og meget i den ødelagte by – i kælderen blev der for eksempel oprettet midlertidige boliger. Da bygningsarbejdet endelig begyndte, kom det til at tage nær 25 år, men den 1. november 1828 var slottet i det mindste så færdigt at det kunne indvies.

Men kongen udviste ikke den store interesse for slottet. Efter det brændende slot måtte evakueres, havde kongefamilien fået bolig på Amalienborg og der følte man sig vel tilrette. Heller ikke Frederik 6., som formelt blev konge i 1808, eller Christian 8., som var vokset op på Amalienborg, havde lyst til at flytte permanent til Christiansborg.[13] På trods af det, gjorde indretningen dog slottet til et kongeslot og det blev da også brugt til repræsentation og indkvartering af gæster. Det blev først Frederik 7. som rigtig tog Christiansborg i brug efter han blev konge i 1848; blandt andet samlede han hoffets administration på slottet. Selv flyttede kongen dog ofte rundt og brugte mest Christiansborg som vinterresidens.

Det var på den tid, at begivenhederne ved landets overgang fra enevælde til folkestyre udspillede sig. I marts 1848 samledes et folketog foran Christiansborg, der resulterede i, at Danmark fik sin første demokratiske grundlov. Da enevælden ophørte forsvandt også kongens fuldstændige ret til at benytte statens ejendom og indtægter, og slottet blev derefter ved lov overdraget til Indenrigsministeriet,[14] da det ikke kunne vedligeholdes indenfor rammerne af kongens privatbudget. Overdragelsen krævede mange overvejelser fordi der måtte tages hensyn til praktiske og økonomiske forhold for både kongen og staten. Herefter var slottet altså statens ejendom, men kongen havde brugsret og skulle betale den indre vedligeholdelse. Det endte med at Kongen afstod en stor del af slottet til Rigsdagen, som begyndte sin virksomhed i januar 1850 i den samme fløj af Christiansborg som den, hvor Folketingssalen i dag ligger.

 

Ruinen efter det andet Christiansborg, 1908

  Uddybende artikel: Christiansborgs brand 1884

Det andet Christiansborg brændte den 3. oktober 1884. Man havde ellers været opmærksom på brandfare belært af erfaringer med det første Christiansborg. Således var der brandmure, jerndøre, vagter, og slukningsmateriel, men bygningen havde den svaghed at der var en mængde hulrum som ilden kunne brede sig igennem. Branden opstod i nærheden af Rigsdagssalen og igen var det en kakkelovn der forårsagede den. Den spredte sig langs midterfløjen og sydfløjen og efter en tid opgav man at redde slottet og koncentrerede sig i stedet om kirken og ridebanekomplekset, som det lykkedes at redde ved en dramatisk indsats. Ilden var dog undervejs blevet sinket så meget i sin udvikling at store dele af slottet nåede at blive nogenlunde tømt for indbo, arkivalier, bøger, sølvtøj m.v., så tabene blev ikke nær så store som ved den forrige brand.[15]

 

Christiansborg set fra ridebanen

Tiderne var nu meget anderledes end ved den foregående genopførelse (dvs. bygningen af det andet Christiansborg, der var blevet påbegyndt i 1806[16]). Der var indført demokrati, og talrige partier og interessegrupper havde holdninger til, hvordan det næste Christiansborg skulle se ud. Det politiske billede var præget af spændinger mellem Højre og Forenede Venstre, og de to grupper havde forskelligt syn navnlig på sammenblandingen af kongeslot og parlamentsbygning.

Umiddelbart efter branden skulle der skaffes alternative hjemsteder til Christiansborgs institutioner, men man regnede med at det blev kortvarigt og midlertidigt, da der blev hurtigt sendt bud efter den danskfødte arkitekt Theophilus Hansen, som blev bedt om et forslag til et nyt slot.[17]

Landstinget afviste imidlertid Hansens forslag, og på trods af, at han forsøgte at modificere det, blev han sat ud af spillet, da man i 1887 vedtog en lov om en åben konkurrence. Theophilus Hansen havde svært ved at acceptere dette afslag, og han indsendte de følgende år flere oplæg, som blev stadig mere urealistiske.

Der indløb dog ikke nogen tilfredsstillende forslag, og man prøvede derfor endnu en konkurrence med mindre stringente krav. Et forslag af Ferdinand Meldahl og Albert Jensen var ganske lovende, men af forskellige praktiske og politiske årsager blev anlægsloven ikke vedtaget før systemskiftet i 1901, hvor Venstre dannede regering. Nu stod genopbygningen højt på dagsordnen, og den 6. oktober 1903 vedtog Rigsdagen en lov, hvori det hed at Christiansborg Slot bliver at genopføre således, at der navnlig tilvejebringes, enten samlet eller adskilt, de fornødne bygninger dels til brug for kongen for repræsentation og lignende øjemed, dels til brug for Rigsdagen.[18] Der blev nedsat en kommission og iværksat endnu en konkurrence på trods af stadige diskussioner om, hvad Christiansborg egentlig skulle indeholde. Den store anstødssten var sammenblandingen af rigsdag og kongeslot, som mødte kraftig kritik både fra politisk hold, idet Rigsdagens medlemmer ikke ville bo som gæster i kongens slot, og dels fra arkitekter, som fremførte, at de forskellige funktioner burde fordeles på forskellige bygninger med forskellige arkitektoniske udtryk.[19] Kommissionen havde 26 medlemmer, men kun få af disse – fem – var arkitekter. De fem arkitekter var professorerne Hans J. Holm, Ferdinand Meldahl og H.B. Storck, Ulrik Plesner samt Axel Berg.[20]

Trods kritikken blev konkurrencen gennemført 1904-05. Ifølge arkitekten Carl Brummer, som havde citatet fra Hans J. Holms assistent Jesper Tvede, udtalte Hans J. Holm ved den første ophængning af de indkomne forslag: "Nu gælder det ikke om at finde det bedste Projekt, men om at finde, hvem der staar bagved Projekterne, for at vi kan faa den rette Mand til at bygge Slottet." Holm hentydede til arkitekt Martin Nyrop som den "rette mand", og konkurrencen om slottet blev i høj grad en afspejling af tidens konflikt mellem de historicistiske arkitekter, som Meldahl repræsenterede, og nationalromantikerne, som Nyrop tilhørte. Carl Brummer havde arbejdet for Meldahl, men identificerede sig ikke med nogen af fløjene.

Deltagerne i konkurrencen deltog anonymt. Martin Nyrops projekt viste sig at være overraskende ringe. Kommissionen præmierede tre projekter i første række og to projekter i anden række. I første række kom de tre bidrag fra Martin Nyrop, Andreas Clemmensen og Thorvald Jørgensen. I anden række var de præmierede bidrag et projekt af Christian Sylow og Vilhelm Fischer og et af Carl Brummer og V.J. Mørk-Hansen. Ifølge Brummer selv blev hans og og Mørk-Hansens anonymitet brudt ved en indiskretion. Kommissionen havde gættet på, at Brummers og Mørk-Hansens projekt var tegnet af Johannes Magdahl Nielsen, og placeret det i første række, men da den opdagede dets egentlige ophavsmænd, blev det skudt ned i anden række. Brummer fortæller, at han havde ladet sit og Mørk-Hansens projekt fotografere og vist fotografierne til arkitekt Caspar Leuning Borch. Borch var imidlertid ven med Axel Berg, til hvem han afslørede projektets ophav.

Kun de tre arkitekter med bidrag præmieret i første række blev inviteret til at gå videre med projekterne. De indsendte projekter kunne ifølge betingelserne ikke offentliggøres. Denne bestemmelse vakte stor kritik i offentligheden, og bl.a. Mørk-Hansen og Brummer indrykkede 8. april 1905 et læserbrev i Nationaltidende, hvori de forlangte en offentlig udstilling af projekterne. Kritikken fik effekt, og allerede i slutningen af april blev en udstilling arrangeret. Offentliggørelsen medførte, at Brummer og Mørk-Hansens projekt blev udpeget som det bedste af flere dagblade. Christian Brandstrup roste i Politiken 21. april 1905 projektet i høje toner og fandt, at det var begået en "haarrejsende Uretfærdighed" mod Brummer og Mørk-Hansen. Også Berlingske Tidendes var i sin omtale 9. maj 1905 kritisk over for tilsidesættelsen af de to arkitekters slotsprojekt. Politiken afholdt en afstemning blandt sine læsere. Den fik 1464 besvarelser, hvoraf de fleste talte for endnu en konkurrence. Med hensyn til projekterne, blev Brummer og Mørk-Hansens projekt sejrherre med 774 stemmer. Thorvald Jørgensens fik 366 stemmer, mens Andreas Clemmensen måtte nøjes med 78.

I Brummer og Mørk-Hansens projekt var facaden mod Slotspladsen en reduceret version af C.F. Hansens slotsfacade – dog med rigere skulpturel dekoration -, mens facaden mod ridebanen var betydeligt mere barok. Denne facade skulle have to halvrunde risalitter som afslutning på sidefløjene, der blev forbundet af en lavere fløj med galleri og attika. Taget var valmtag mod Slotspladsen, men mansardtag mod ridebanen. Slottet skulle have et tårn som det første Christiansborg med et spir inspireret af Christians Kirkes. De to arkitekter havde i 1903 foretaget en rejse til Tyskland for at få indtryk af slotte, som kunne omsættes til et ny Christiansborg. I sin anmeldelse i Berlingske Tidende 26. april 1905 var også kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher begejstret for den barokke virkning i Brummers og Mørk-Hansens projekt. På grund af den vedvarende kritik at konkurrencens resultater afholdt Akademisk Arkitektforening et møde om emnet, hvor også P.V. Jensen Klint meldte sig i koret af kritikere og gav sin tilslutning til Brummer-Mørk-Hansen-projektet.[21]

Det endte med, at man i april 1906 vedtog Thorvald Jørgensens forslag på trods af mange højlydte protester mod både bygningens udseende og indhold.

Resultatet var, at slottet skulle indeholde de samme funktioner som før branden: Rigsdagen, Højesteret og de omdiskuterede repræsentationslokaler for kongen. Kongens lokaler var først tænkt udelukkende til repræsentative formål, men det ændrede sig da Christian X efter sin tiltræden i 1912 meddelte, at han gerne ville have bolig på slottet og flytte ind. I 1922, da opførelsen var i gang, ændrede kongen dog mening – formodentlig som efterspil til Påskekrisen – og besluttede nu, at han alligevel ville blive boende på Amalienborg. Arbejdet med repræsentationslokalerne fortsatte dog med mindre ændringer.[22]

 

Opførelsen af det tredje Christiansborg (Fotografi fra 1914)

Man begyndte opførelsen af det tredje Christiansborg i efteråret 1906, godt 20 år efter det var brændt. Det blev bygget på samme fundament – og til dels med samme ydermure – som de to foregående slotte; det er i det hele taget beundringsværdigt, at disse dele af ydermurene fra 1736 har overlevet to store brande og nu indgår i deres tredje slot.

Den første tid gik med at nedrive de dele af ruinen, som ikke skulle genanvendes, og den 15. november 1907 blev grundstenen lagt. Derefter begyndte murerarbejdet, men det betød ikke, at projektet var fastlagt. Dels kom der nogle teknisk betingede ændringer som f.eks. overdækningen af ruinerne fra Københavns Slot, opførelsen af en fælles varmecentral eller tilpasninger af trafikforholdene. Men de mest synlige ændringer kom fra Thorvald Jørgensen selv, hvoraf særlig tre beslutninger ændrede væsentligt på bygningens udseende: De karakteristiske buede risalitter (fremspring) mod Slotspladsen blev tilføjet, facadebeklædningen blev ændret fra puds til granit, og taget ændredes fra valmtag til mansardtag.[23] Stilen endte med at blive mere udpræget nybarok, og bygningens tyngde og soliditet skulle understrege slottets betydning som rigets politiske midtpunkt.

Fra politisk hold kom specielt den indre indretning ud i stormfulde diskussioner, både hvad angår rumfordeling og udsmykning. Også kongens skiftende holdninger til sin residens gav ændringer i projektet. Arbejdskampe stødte også til arkitektens problemer, første gang i oktober 1910, da murerarbejdsmændene gik i strejke, og siden kom det til flere arbejdsnedlæggelser blandt murere og elektrikere.[24]

Arbejdet skred dog alligevel fremad, og da grundlovsændringen i 1915 forøgede antallet af medlemmer i rigsdagen, koncentrerede man sig om at få rigsdagsfløjen færdig til indflytning ved det næstkommende valg i 1918. Højesteret kunne tage sine lokaler i brug i 1919. Bygningen blev formelt overdraget til staten den 16. december 1927, men var da endnu ikke færdig. Kongen kunne tage sine repræsentationslokaler i anvendelse den 12. januar 1928, og hermed blev slottet officielt anset som færdigt.

Der blev dog snart foretaget yderligere ændringer, som da man i 1934 satte to ekstra kroner på tårnet og i 1937 udskiftede det sorte tegltag med kobber.