Tower of London

Her Majesty's Royal Palace and Fortress (sædvanligvis forkortet til Tower of London eller Tower) er en borg i det centrale London på Themsens nordlige bred og tæt ved Tower Bridge. Den ligger i London Borough of Tower Hamlets adskilt fra den østlige del af City of London af det åbne område Tower Hill. Det er den ældste bygning, som bruges af den britiske regering. Opførelsen af den ældste del, White Tower, blev påbegyndt under Vilhelm Erobreren. Denne del er bevaret, men den store fæstning, som findes i dag, er et resultat af udvidelser foretaget gennem flere århundreder.

Slottet blev anlagt uden for City of London og var tidligere kernen i Liberties of the Tower of London. Dets primære funktion var at være et befæstet palads for monarken. Efterhånden blev Tower ikke mindst anvendt som fængsel og rettersted, specielt for fanger af høj rang. Tower har i tidens løb haft mange andre funktioner og er fortsat stedet, hvor Storbritanniens kronregalier o...Læs mere

Her Majesty's Royal Palace and Fortress (sædvanligvis forkortet til Tower of London eller Tower) er en borg i det centrale London på Themsens nordlige bred og tæt ved Tower Bridge. Den ligger i London Borough of Tower Hamlets adskilt fra den østlige del af City of London af det åbne område Tower Hill. Det er den ældste bygning, som bruges af den britiske regering. Opførelsen af den ældste del, White Tower, blev påbegyndt under Vilhelm Erobreren. Denne del er bevaret, men den store fæstning, som findes i dag, er et resultat af udvidelser foretaget gennem flere århundreder.

Slottet blev anlagt uden for City of London og var tidligere kernen i Liberties of the Tower of London. Dets primære funktion var at være et befæstet palads for monarken. Efterhånden blev Tower ikke mindst anvendt som fængsel og rettersted, specielt for fanger af høj rang. Tower har i tidens løb haft mange andre funktioner og er fortsat stedet, hvor Storbritanniens kronregalier opbevares.

Tower blev i 1988 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste som "et typisk eksempel på normannisk militærarkitektur".

Historie

Tower blev grundlagt omkring 1078 af Vilhelm Erobreren efter hans sejr i 1066. At bygge fæstninger var et centralt element i normannernes krigsførelse. Angelsakserne havde mange små fæstninger af træ, men de var svage og var ikke lette at forsvare. Derimod var normannerne stærkt optaget af at sikre erobrede områder ved at bygge fæstninger, som de kunne føle sig trygge i, hvis angelsakserne skulle gøre oprør.

I begyndelsen var Tower også et mindre træfort, men Vilhelm beordrede, at det skulle nedrives og erstattes af noget mere solidt. Det skulle, som han udtrykte det, være et symbol på hans magt: en fæstning til forsvar og et fængsel til hans fjender.[1] White Tower stod klar omkring 20 år senere, opført ved Themsens bred inden for det sydøstlige hjørne af Londons romerske bymur.[2] I det næste århundrede bestod Tower of London kun af denne ene bygning med en lille borggård og en enkelt ringmur.

Første udvidelse
 
Voldgraven.

Den første udvidelse blev påbegyndt i 1189 af rigskansleren William Longchamp, mens Richard Løvehjerte var på korstog. Borggården rundt om White Tower blev fordoblet, og der rejstes en ringmur med tårne. Mod øst indgik den allerede eksisterende romerske bymur i anlægget.[3] Uden for muren blev der gravet en voldgrav, som blev fyldt med vand fra Themsen. Arbejdet blev fuldført i 1199 af Richards bror og efterfølger, Johan uden Land.

Under Henrik III (1216–1272) blev slottet for første gang et egentligt kongeligt palads, idet han lod opføre nye kongelige lejligheder mod syd mellem White Tower og Themsen. Han oprettede også en dyrepark for at have underholdning inden for murene. Man kom ind i den indre borggård gennem den nu ødelagte Coldharbour Gate mod nordvest, og den var beskyttet af en mur, som var forstærket af Wakefield Tower mod sydvest, Lanthorn Tower mod sydøst og det nu ødelagte Wardrobe Tower mod nordøst.[4] De godt indrettede Wakefield Tower og Lanthorn Tower var en del af dette nye palads, der havde den nu nedrevne Great Hall liggende mellem sig.[4] Tower forblev en kongelig residens indtil Oliver Cromwell lod nogle af paladsbygningerne nedrive.

Efter at denne udvidelse var færdig, kom Henrik III i strid med sine baroner og følte behov for en ny kraftig udvidelse. Igen blev arealet fordoblet, denne gang til alle tre sider på land, så White Tower kom til at ligge i midten af anlægget. White Tower og den inderste borggård blev omgivet af en massiv ringmur, som blev opført fra 1238 og fremefter.[5] Dele af den tidligere mur indgik i den nye mur og findes stadig mellem Bloody Tower og Bell Tower.[6] For at udvide muren blev bymuren mod øst brudt ned trods protester fra Londons indbyggere og endda trods overnaturlige advarsler ifølge krønikeskriveren Matthew Paris. Denne mur har tretten tårne:

Wakefield Tower – det største af tårnene i bymuren.[4] Lanthorn Tower Salt Tower Broad Arrow Tower Constable Tower Martin Tower Brick Tower, Flint Tower og Bowyer Tower Devereux Tower Beauchamp Tower (udtalt 'Beecham') Bell Tower – det ældste tårn i muren. Bygget i 1190'erne som en del af Richard I's befæstning og senere føjet ind i Henrik III's mur. Bloody Tower (eller Garden Tower)Slottet fuldføres

Under Edvard I (1272–1307) fik Tower omtrent den størrelse, det har i dag. Mellem 1275 og 1285 brugte kongen mere end dobbelt så mange resourcer på Tower, som hans far havde brugt i hele sin lange regeringstid. Han omgav Tower med en ekstra ringmur, som helt omgav den indre mur, og skabte derved et koncentrisk, dobbelt forsvarsanlæg. Den tidligere voldgrav blev fyldt op, og der blev gravet en ny uden for den nye mur. Rummet mellem de to mure kaldes den ydre borggård. Den nye mur har fem tårne mod floden:

Byward Tower St Thomas' Tower Cradle Tower Well Tower Develin Tower

Den nye hovedport mod land blev stærkt befæstet, idet der på nordsiden af den ydre mur blev anlagt tre bastioner, hvis omkreds alle er cirkelbuer: Brass Mount, North Bastion og Legge's Mount.

 
Middle Tower (i centrum) beskytter indgangen udefra over den (nu) tørre voldgrav.

På den vestlige side var der en port, Middle Tower, med et nu fjernet fremskudt forsvarsværk ved navn Lion Tower. Voldgraven passeredes i den sydvestlige hjørne via en bro af sten, som førte fra Middle Tower til Byward Tower.

I St Thomas' Tower blev der indrettet nye kongelige lejligheder.

Fæstningen indtages

Under bondeoprøret i 1381 blev Tower indtaget af oprørerne, og Simon Sudbury, ærkebiskop af Canterbury og rigskansler, blev myrdet. Fæstningens fald skyldtes ikke svagheder i forsvarsværkerne, men at garnisonen ikke forsvarede slottet. Da det blev indtaget, havde kong Richard II (1377-1399) nemlig forladt det for at forhandle med oprørerne, og da en stor folkemængde kom til Tower, frygtede soldaterne, at kongens liv var i fare, dersom de gjorde modstand.

Tower blev igen indtaget i 1460 under rosekrigene. Det blev da bombarderet og belejret, og garnisonen valgte at kapitulere på gode vilkår frem for at udkæmpe en kamp, de ikke mente at kunne vinde.

Flere funktioner
 
Tower of London i 1597

Efter at Edvard I havde udvidet Tower, blev flere vigtige institutioner henlagt dertil: Det største kongelige skatkammer og det største møntslageri, rigets hovedarsenal og et arkiv for offentlige dokumenter. Bryggerne langs flodbredden blev udvidet for at gøre det lettere at transportere ting ind og ud af Tower. Det var også i denne periode, at Tower først blev taget i brug som fængsel, hvilket senere i tudortiden(1485–1558) og elisabethansk tid(1558–1603) skulle blive en vigtigere funktion.

Ny karakter
 
ca. 1808

Ved restaurationen i 1660 begyndte en ny fase i Towers historie. Især under kong Karl II skete der store forandringer. Hans far, Karl I, havde mistet kontrollen over London under den engelske borgerkrig, og Karl II ønskede at forhindre en gentagelse, hvorfor slottet blev kraftig oprustet med artilleri, og arsenalet blev udvidet.

Samtidig begyndte slottet at være åbent for besøgende. Kronregalierne blev udstillet, og der blev oprettet en udstilling af historiske våben. Tower blev samtidig stadig brugt som fængsel, men i langt mindre grad end under Tudor-monarkerne. Det var nu først og fremmest under større nationale kriser, som jakobiteroprørene i 1715 og 1745 og Den Franske Revolution, at der var fanger der. Royal Mint og dokumentarkivet lå stadig i Tower.

Det militære aspekt blev igen styrket i 1826, da Arthur Wellesley, 1. hertug af Wellington, blev konstabel af Tower of London. Han troede som mange andre, at en revolution kunne bryde ud i England når som helst, og mente, at sikringen af Tower var et centralt spørgsmål. Royal Mint var allerede da flyttet væk, men Wellington fik også nedlagt dyreparken og flyttet dokumentarkivet. Da Grand Storehouse, den største arsenalbygning, blev ødelagt af en brand i 1841, fik han bygget en ny stor arsenal- og barakbygning. Wellington mente desuden, at publikum ikke burde have adgang til Tower, men dette vandt han ikke gehør for.

Turistattraktion

Da Wellington døde i 1852, var frygten for en revolution ikke længere aktuel. Tower havde længe været en turistattraktion, og da militæret ikke mere havde behov for Tower, kunne dette aspekt videreudvikles. Prins Albert, dronning Victorias gemal, opfordrede til, at Tower skulle omformes til et nationalt monument og fik støtte til det. Arsenalbygningerne blev gradvis revet ned, og middelalderstrukturerne blev restaureret eller genopbygget. Ved slutningen af Victorias regeringstid i 1901 havde Tower en halv million besøgende hvert år, et enormt antal i en tid, hvor masseturismen endnu ikke havde holdt sit indtog. Mod slutningen af 1990'erne var antallet af besøgende steget til over to millioner om året, hvoraf tre fjerdedele var udlændinge.

Verdenskrigene
 
Mindetavle, hvor skafottet stod.

Under første verdenskrig forblev Tower åbent for publikum. Men det nye element i krigførelsen, luftangrebet, førte til, at det af og til måtte lukkes. Den tyske kejser havde ved krigens begyndelse givet klar ordre til, at historiske monumenter og kongelige slotte i London ikke skulle være bombemål, men sigtemetoderne var lidet nøjagtige, og Tower ligger nær Londons økonomiske centrum og nær et industriområde på sydsiden af Themsen. Den 13. juni 1917 faldt en bombe i voldgraven ved Legge's Mount; den eksploderede ikke, men under senere bombetogter fik Tower nogle skader. En af dem, på Bowyer Tower, blev dog ikke forårsaget af en tysk bombe, men af en luftværngranat, der var affyret fra Tower Bridge, og som ikke eksploderede, men faldt ned på tårnet. Kanonen blev kommanderet af Charles ffoulkes,[7] kurator for Tower Armouries, og stillingen blev kendt, da den 19. maj 1918 nedskød et tysk bombefly - det eneste, som blev skudt ned over London under første verdenskrig.

Under første verdenskrig blev Tower igen brugt som fængsel. Elleve tyske spioner blev henrettet ved skydning der mellem november 1914 og april 1916. Nogle af dem blev skudt ved voldgraven, andre på en lille skydebane, som var blevet oprettet til soldaterne skydeøvelser. Den kendteste fange i denne periode var sir Roger Casement, en forkæmper for irsk selvstyre, som blev fundet skyldig i højforræderi. Efter nogle dage i Tower blev han henrettet i Pentonville-fængselet den 3. august 1916.

Under anden verdenskrig blev Tower brugt som opsamlingscenter for krigsfanger. Omkring 180 fanger passerede Tower på deres vej til krigsfangelejre i det nordlige England, de fleste af dem fra Luftwaffe eller fra ubåde. To af fangerne var specielle: Den tyske generalkonsul på Island, dr. Gerlach, sad der i tre og en halv måned i 1940, og Rudolf Hess sad i Queen's House i fire dage i april 1941. Wing Commander i RAF, George Salaman, blev placeret i samme celle for at udspionere Hess, idet han udgav sig for at være officer i Luftwaffe. Skønt han sad der under dække og ikke som rigtig fange, er Salaman den sidste englænder, som har været låst inde i Tower. Towers rolle som fængsel under krigen sluttede med henrettelsen af spionen Josef Jakobs på skydebanen den 14. august 1941.

Bombninger under Blitzen, specielt fra september til november 1941, forårsagede omfattende skader på Tower. Omkring femten højeksplosive bomber og et stort antal brandbomber ramte slottet. Flere bygninger blev helt ødelagt, heriblandt North Bastion og Master of Assay Office. Under hele krigen var Tower lukket for publikum og åbnede først igen 1. januar 1946.

Efter 2. verdenskrig

I efterkrigstiden blev Tower restaureret og renoveret. Det mest synlige for turisterne var, at murene blev renset for flere århundreders sod. Desuden blev nogle midlertidige installationer fra krigen fjernet, bl.a. blev den sidste bunker fjernet i 1959.

17. juli 1974 blev morterrummet i White Tower ramt af en bombeeksplosion, hvor en person blev dræbt og 41 kom til skade. Ingen har påtaget sig ansvaret for bomben, men politiet mente, at IRA stod bag.[8]

Der er ikke længere nogen kongelig bolig i Tower of London, men det er fortsat et kongeligt palads, hvorfor der altid er to gardister fra Dronningens garde til stede, mens Tower er åbent for publikum. Den ene er placeret udenfor Jewel House og den anden ved Queen's House.

^ Fisher 1987 ^ Tinniswood, Adrian. A History of British Architecture: Buildings of the Middle Ages (engelsk). London: BBC. s. 2. Hentet 2009-09-10. ^ Peter Hammond (1987) The Tower of London: 5-6 ^ a b c Peter Hammond (1987) The Tower of London: 20 ^ Peter Hammond (1987) The Tower of London: 24 ^ Peter Hammond (1987) The Tower of London: 28-9 ^ https://www.iwm.org.uk/collections/item/object/5185 ^ BBC: On this day 17 July 1974, hentet 2007-07-20
Photographies by:
Hilarmont - CC BY-SA 3.0 de
Statistics: Position
1129
Statistics: Rank
102100

Tilføj kommentar

Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske, og for at forhindre automatisk indsendelse af spam.

Sikkerhed
265849317Click/tap this sequence: 1516

Google street view

Where can you sleep near Tower of London ?

Booking.com
489.963 visits in total, 9.198 Points of interest, 404 Destinations, 12 visits today.