Castle Hill er en del af Stirling Sill, som er af kvartsdolerit og omkring 350 millioner år gammel. Det blev formet af isen til ét højdedrag.[1] Det er sandsynligt, at denne naturlige høj har været brugt til et tidligt voldsted, som det ved Gowan Hill umiddelbart mod øst.[2] Romerne gik uden om Stirling og byggede et fort i Doune, men klippetoppen kan have været brugt af Maeatae.[3] Senere kan det have være brugt som tilflugtssted for Manaw Gododdin, og det er kendt som beboelse i 600- og 700-tallet af Iudeu, hvor kong Penda af Mercia belejrede kong Oswy af Bernicia i 655.[3] Området kom under pikternes kontrol, da Northumbria led nederlagt i slaget ved Dun Nechtain 30 år senere. Der er ingen arkæologiske beviser for, at Castle Hill var beboet før senmiddelalderen.[4]

Flere legender er forbundet med Stirling eller "Snowdoun", som er det mere poetiske navn.[5] Historikeren Hector Boece skriver i 1500-tallet i sin Historia Gentis Scotorum, at romerne under Agricola befæstede Stirling,[6] og at Kenneth MacAlpin, der bliver regnet som Skotlands første konge, belejrede borgen i Stirling under sin overtagelse af pikternes kongerige i 800-tallet.[3] Boece er dog næppe en troværdig historiker.[6] En anden krønikeskriver, William Worcester, forbinder Stirling med den legendariske kong Arthurs hof. Ifølge overleveringerne skulle Sankt Monenna have grundlagt et kapel her og have bygget Edinburgh,[7](legenden om Monenna er en sammenblanding af de tidlige kristne som Modwenna og Moninne).[8]

Første gang Stirling Castle er nævnt på skrift, er omkring 1110, hvor kong Alexander 1. indviede et kapel her.[9] Det har tilsyneladende været et etableret kongeligt sted, da Alexander døde her i 1124. Under hans efterfølger David 1.s styre blev Stirling en royal burgh, og slottet blev et vigtigt administrativt center.[9] Kong William 1. etablerede en hjortepark sydvest for slottet, men efter han blev fanget af englænderne i 1174, blev han tvunget til at overgive flere slotte som Stirling og Edinburgh ved freden i Falaise. Der findes ingen tegn på, at englænderne brugte slottet, og det blev formelt givet tilbage til skotterne af Richard 1. af England i 1189. Stirling fortsatte med at være en af kongens foretrukne fæstninger, og William døde her i 1214.[10] Senere udlagde Alexander 3. den nye park (kendt som New Park) til jagt i 1260'erne.[11]

 

Statue af Robert the Bruce på slottets esplanade.

Stirling forblev et centrum for den kongelige administration til Alexander 3.'s død i 1286. Hans død udløste en arvefølgekrise, hvortil Edvard 1. af England blev bedt mægle mellem de mulige efterfølgere. Edvard rejste nordpå i 1291 og krævede, at Stirling og andre kongelige slotte kom under hans kontrol, mens mæglingen fandt sted. Edvard støttede John Balliol og håbede på, at han ville blive hans marionet. Men John nægtede at underkaste sig Edvards krav. I 1296 invaderede Edvard Skotland og indledte dermed de skotske uafhængighedskrige, der varede 60 år. Englænderne fandt Stirling Castle øde og forladt og indtog slottet.[12] Kun et år senere blev de smidt ud igen efter Andrew Moray og William Wallace' sejr i slaget ved Stirling Bridge. Mange fra garnisonen blev slået ihjel i slaget, hvorefter de engelske kommandører Sir William FitzWarin og Sir Marmaduke Tweng flygtede ind på borgen. De kom dog hurtigt til at sulte, hvorpå de overgav sig til skotterne.[13] Næste sommer skiftede slottet atter hænder, da det blev forladt af skotterne efter den engelske sejr ved Falkirk. Edvard forstærkede borgen, men den blev belejret i 1299 af skotterne, heriblandt Robert Bruce. Kong Edvard formåede ikke at bryde belejringen, og soldaterne på borgen blev tvunget til at overgive sig.[12]

I 1303 fik England igen overtaget, og Stirling var den sidste borg på skotske hænder. Edvards hær ankom i april 1304 med mindst 17 belejringsmaskiner.[14] Skotterne, der var anført af sir William Oliphant, overgav sig den 20. juli, men Edvard beordrede en del af dem tilbage i slottet, da han endnu ikke havde fået afprøvet sin seneste krigsmaskine, "Warwolf". Warwolf var en stor blide, der ødelagde slottets porthus.[14] Edvards sejr syntes at være komplet. Han døde i 1307, og Robert Bruce blev snart efter skotsk konge. I 1313 var det kun Stirling, Roxburgh, Edinburgh og Berwick, der endnu var på engelske hænder. Edvard Bruce, kongens bror, belejrede Stirling, der blev holdt af sir Philip Mowbray. Mowbray foreslog en byttehandel: han overgav slottet, hvis det ikke var undsat inden 24. juni 1314. Bruce tog imod handlen og trak sig tilbage.[15] Næste sommer begav den engelske hær sig mod nord ledet af Edvard 2. for at redde slottet. Den 23.–24. juni mødte kong Robert englænderne i slaget ved Bannockburn tæt ved slottet. Det resulterede i et stort engelsk nederlag. Kong Edvard forsøgte at søge tilflugt på borgen, men Mowbray var fast besluttet på at holde sit ord, og de engelske styrker måtte flygte. Mowbray overdrog slottet og skiftede side i samme forløb.[16] Kong Robert beordrede, at slottet og dets forsvarsværker skulle ødelægges, så det ikke igen kunne bruges af englænderne.[15]

Krigen var ikke ovre. Under den anden skotske uafhængighedskrig kom Stirling Castle igen under engelsk kontrol i 1336, da sir Thomas Rokeby blev kommandør. Der blev udført et stort genopbygningsarbejde, mere i tømmer end sten.[17] Andrew Murray forsøgte at belejre det i 1337, hvor krudtvåben blev brugt for første gang i Skotland.[17] Robert Stewart (den kommende kong Robert 2.) generobrede Stirling under belejringen 1341–1342. Maurice Murray blev udnævnt til borgherre, og med Andrew of Wyntouns ord "inforsyt it grettumly, for riche he was and full mychty" ("forstærkede borgen meget, for han var rig og magtfuld").[18] I 1360 blev Robert de Forsyth guvernør af Stirling Castle. Han videregav titlen til sin søn John og barnebarn William, der var guvernør i 1399.[19]

 

Nordporten på slottet, nede til venstre, er sandsynligvis den ældste del af borgen og delvist dateret til 1380'erne.

De tidlige Stewart-konger Robert 2. (regerede 1371–1390) og Robert 3. (regerede 1390–1406) opførte de tidligste bevarede dele af borgen. Robert Stewart, Jarl af Menteith, regent af Skotland som bror til Robert 3., udførte arbejde på både nord- og sydporten. Den nuværende nordport blev bygget på fundamenter fra 1380'erne og er det tidligst bevarede stenhuggerarbejde på borgen.[20] I 1424 gik Stirling Castle som en del af enkesædet for Jakob 1.s kone Joan Beaufort. Det lagde grund til traditionen, som de senere monarker fortsatte.[21] Efter mordet på Jakob i 1437 søgte Joan tilflugt her sammen med sin søn, den unge Jakob 2.. 15 år senere (1452) var det på Stirling Castle, at Jakob dolkede og dræbte William, 8. jarl af Douglas, da denne nægtede at indgå en potentiel forræderisk aftale med John af Islay, jarl af Ross og Alexander Lindsay, 4. jarl af Crawford. Jakob 3. (regerede 1460–1488) blev født her og forbedrede parken og det kongelige kapel. I 1475 er der vidnesbyrd om, at der blev fremstillet artilleri på slottet.[22] Jakobs kone, Margrete af Danmark (1456-1486), døde på Stirling Castle i 1486, og to år senere døde Jakob under slaget ved Sauchieburn, der blev udkæmpet på næsten samme slagmark som slaget ved Bannockburn, men på sydsiden af slottet.

Stort set alle nuværende bygninger på slottet blev opført mellem 1490 og 1600, da Stirling blev kongeligt centrum i Skotland under Stewart-kongerne Jakob 4., Jakob 5. og Jakob 6.. Arkitekturen i disse nye bygninger viser en blanding af engelsk, fransk og tysk indflydelse og viste de internationale ambitioner, som Stewartdynastiet havde.[23]

 

Stirling Castle tegnet af John Slezer i 1693. Tegningen viser bl.a. Jakob 6.'s fæstningsværk, der nu er nedrevet.

Jakob 6. (regerede 1488–1513) holdt et fuldt renæssancehof (med alkymister) og forsøgte at skabe et europæisk palads i Stirling.[24] Han beordrede ombygnings- og renoveringsarbejde på de kongelige slotte i Edinburgh, Falkland og Linlithgow, men det største arbejde blev lagt på Stirling Castle med King's Old Building, Great Hall og befæstningen.[25] Han renoverede også kapellet (den ene af kirkerne på borgen), og i 1501 fik han anerkendelse fra paven for at have etableret college of priests.[26] Befæstningen, hvoraf kun en ganske lille del er bevaret, blev inspireret af fransk militærarkitektur, selvom de militære detaljer i højere grad blev tilføjet for udseendet end for at styrke forsvaret.[27] Såfremt en satirisk beretning i to digte af digteren William Dunbar står til troende, forsøgtes menneskedrevet flyvning fra borgens mure omkring 1509, udført af den italiensk alkymist og abbed fra Tongland, John Damian.[28] Jakob havde også en alkymist kaldet Caldwell på slottet, der stod for vedligeholdelse af "quinta essencia", det mytiske femte element.[29]

Det bygningsarbejde, der blev påbegyndt af Jakob 4., stod ikke færdigt ved hans død i slaget ved Flodden. Hans efterfølger Jakob 5. (regerede 1513–1542) blev kronet i det kongelige kapel og voksede op på slottet med Lord Erskine som værge. I 1515 bragte regent Albany 7.000 mænd til Stirling for at fravriste kontrollen over den unge konge fra hans moder Margaret Tudor.[30] Jakob 5. siges at have forladt slottet under navnet "Gudeman of Ballengeich" på vejen fra østsiden af slottet. Ballengeich betyder "stormomsust pas" på gælisk.[31] Han fortsatte og udvidede sin faders byggeprogram og skabte Royal Palace midt i slottet. Det blev opført under sir Jakob Hamilton of Finnarts ledelse af stenhuggere fra Frankrig.[32] Jakob 5. døde også ung og efterlod arbejdet til sin enke, Mary af Guise. Hans datter, Maria, blev opfostret på Stirling Castle af sikkerhedsårsager. Hun blev kronet i det kongelige kapel 9. september 1543. Hun blev boede på slottet, til hun blev sendt til Inchmahome Priory og herefter til Frankrig i 1548. I 1550'erne i Mary af Guises regeringstid blev der ført engelsk-franske kampe i Skotland. Forsvarsværker med artilleri blev opført på sydsiden af slottet og dannede basis for de nuværende ydre forsvarsværker.[33]

Dronning Maria vendte tilbage til Skotland i 1561 og besøgte ofte Stirling Castle. Hun passede her Henry Stuart, Lord Darnley, mens han i 1565 lå syg på slottet, og kort efter blev de gift.[34] Deres søn, Jakob 6., blev døbt året efter. Fejringen foregik med fyrværkeri, et angreb på en borgkulisse og et maskespil af Bastian Pagez.[35] Darnley blev hurtigt træt af dronningen og deltog ikke i festlighederne til trods for, at han boede på slottet.[36] Jakobs værge, jarlen af Mar, blev guvernør for slottet i 1566.[34] Maria var på vej fra Stirling, da hun blev bortført af jarlen af Bothwell. Det igangsatte en række begivenheder, der førte til, at hun blev tvunget til at abdicere, og hun flygtede til England.

Den unge kong Jakob blev kronet i den nærliggende Church of the Holy Rude, og han voksede op på slottet med humanisten George Buchanan som lærer. Kongen blev ofte brugt som en brik i spillet om magten mellem hans regenter og dem, som støttede Maria, og han blev nidkært bevogtet. Stirling blev en base for Jakobs støtter, mens de adelige, der ønskede at se dronning Maria ved magten igen, samlede sig i Edinburgh under William Kirkcaldy of Grange. Grange ledte et angreb mod Stirling i 1571 i et forsøg på at fange dronningens fjender, men fik hverken kontrol over slottet eller kongen.[37]

Borgherren på slottet, Alexander Erskine of Gogar, blev smidt ud af regent Mortons støtter i april 1578, efter at hans søn blev dødeligt såret under kampen ved porten.[38] Rebellerne Mar og Angus erobrede slottet i 1584, men overgav sig og flygtede til England, da kongen ankom med sin hær. De vendte tilbage året efter og tvang kongen til at overgive sig, selv om de sværgede ham troskab.[39]

Jakobs første søn, Henrik, blev født på slottet i 1594, og det nuværende Chapel Royal blev opført til hans dåb 30. august samme år. Det blev sandsynligvis bygget af William Schaw og er en firkantet bygning i indre borggård. Ligesom sine forgængere tilbragte Henrik sin barndom her under 2. jarl af Mar til personalunionen Union of the Crowns blev udråbt i 1603, hvor hans far blev konge i England, og kongefamilien forlod Stirling for at flytte til London.

 

Stirling Castle i 1900.

Efter deres afrejse blev Stirlings rolle som kongeligt residensslot mindre, og det blev i højere grad et militært centrum. Det blev fængsel for rangspersoner i 1600-tallet, og monarken besøgte det nogle få gange. Jakob 6. og 1. vendt tilbage til Skotland i 1617 og boede på Stirling Castle i juli. Fra 1625 blev der udført omfattende forbedringer som forberedelse til et besøg af den nye konge, Karl 1.. Der blev bl.a. forbedringer i haven, og Chapel Royal blev malet.[40] Karl kom dog først til Skotland 1633, og han boede kun på slottet i to dage.

Slottet var ikke en del af borger- og religiøs krige i 1630'erne og 1640'erne. Efter Karl 1.'s henrettelse kronede skotterne hans søn Karl 2., og han blev den sidste regerende monark, der boede på slottet i 1650.[41] Kongen blev besejret ved Dunbar af Oliver Cromwells folk, og kongen marcherede sydpå og blev endeligt besejret ved Worcester. General Monck belejrede slottet den 6. august 1651 og opførte kanonplatforme på kirkegården overfor. Efter garnisonens mytteri, indvilligede oberst William Conyngham i at overgive sig den 14. august.[42] De skader, det fik under belejringen, kan stadig ses på kirken og Storsalen.[43]

Efter genindsættelsen The Restoration af Karl 2. blev jarlen af Mar genindsat som guvernør, og slottet blev ofte brugt som fængsel fx for flere Covenanter.[43] Jakob, hertug af Albany, den senere kong Jakob 7. af Skotland og 2. af England, besøgte slottet i 1681. Nu blev slottets militære rolle vigtigere; et krudtmagasin blev bygget i slottets have, og en formel garnison blev indsat fra 1685.[43] Ved kroningen af kong George 1. i 1714 fik John Erskine, 6. jarl af Mar frataget både guvernørskabet og posten i det skotske sekretariat. Som svar hejste han Jakob Stuarts gamle flag, "Old Pretender", under det første Jacobitoprør. Regereringstropper overtog kort efter kontrollen med fæstningen under hertugen af Argyll og fortsatte til Sheriffmuir for at blokere Mars vej. Slaget ved Sheriffmuir var uden et klar sejrherre, men kort efter var oprøret ovre. Under det andet Jacobitoprør i 1745 ledte Charles Edvard Stuart sin hær af Highlanders forbi Stirling på vej mod Edinburgh. Efter Jacobitternes retræte fra England, vendte de tilbage til Stirling i januar 1746. Byen overgav sig snart efter, men guvernøren på sletten nægtede at kapitulere. Der blev opstillet artilleri på Gowan Hill, men det blev kort efter ødelagt af kanonernes på slottet. På trods af sejren ved Falkirk trak Jakobitterne sig nordpå den 1. februar.[44]

Fra 1800 til 1964 var Stirling Castles ejer War Office, og det blev drevet som kaserne og depot for Argyll and Sutherland Highlanders. Der blev foretaget mange ændringer i Storsalen, der blev en beboelsesblok; det kongelige kapel, der blev brugt som teater og spisesal; King's Old Building, der blev skadestue; og Royal Palace, som blev officersmesse. Flere nye bygninger blev også opført fx et fængsel og et krudtkammer ved Nether Bailey i 1810. Dronning Victoria besøgte slottet i 1842, og Prince of Wales kom forbi i 1859.[45]

 

Replika af en af Unicorn Tapestries i Queen's Presence Chamber.

 

... og den restaurerede pejs i King's Chamber.

Arbejdet med at restaurere bygningerne til deres oprindelige stand fortsætter. Storsalen er blevet renoveret.

Royal Lodgings er nu ført tilbage til tidligere tiders udseende. Et stort forskningssprogram og præsentation varede over 10 år, kostede omkring £12 millioner og blev færdigt i 2011. Siden januar 2002 har Tapestry Studio ved West Dean College arbejdet på at genskabe The Hunt of the Unicorn-gobelinerne, hvoraf fire allerede hænger i det restaurerede Queen's Presence Chamber i Royal Palace. Historikere, der studerer Jakob 4.'s regeringstid, antager at et lignende sæt gobeliner var en del af den kongelige gobelinsamling. Væverne besøgte The Cloisters, der er en del af Metropolitan Museum of Art i New York City, for at inspicerede originalerne fra 1400-tallet, og de har forsket i middelalderlige væveteknikker, farver og materialer. Væverne arbejder både på Colleget i West Sussex og på Stirling Castle. Projekt skulle være færdigt i 2014.

Stirling Castle er fortsat hovedkvarter for Argyll and Sutherland Highlanders, selv om regimentet ikke længere har garnison her. Regimentets museum ligger også på slottet.