Pompei (città antica)
( Pompeji )Pompeji (staves undertiden Pompei eller Pompeii) er en ødelagt og delvis begravet, større romersk by nær Napoli og Caserta i den italienske Campania-region i det område, som hører ind under vore dages Pompei-kommune. Byens navn var afledet af det oskiske ord pompe (= fem), ligesom drengenavnet Pompeius, der også var oskisk af oprindelse.
Sammen med byen Herculaneum blev Pompeji ødelagt og fuldstændigt begravet under et langvarigt og katastrofalt udbrud af vulkanen Vesuv, som begyndte ved middagstid en dag i 79 e.Kr og strakte sig over to dage.
Byen lå på et lag af lava fra et af Vesuvs forhistoriske udbrud, måske det, der fandt sted omkring 1800 f.Kr. Her var bebyggelse senest 900 f.Kr, og oskernes og samnitternes bymure blev rejst omkring 600 f.Kr. Den gamle vej langs murene markerer byens pomerium, den hellige bygrænse. Døde måtte ikke begraves inden for bymuren. Pompeji opstod som havne- og handelsby ved floden Sarno. Efter vulkanudbruddet, der begravede byen, ændrede floden sit løb. [1] En af de ældste bygninger – et dorisk tempel viet til Herkules – stammer antagelig fra det 6. århundrede f.Kr. De ældste beboere var af oskisk afstamning. I år 420 f.Kr. blev byen erobret af krigeriske samnitter fra bjergene mod øst. Erobringen viste sig med tiden af gavne byens handel, og efterhånden blev den en ganske betydelig handelsby. Under samnitterkrigene (342-290 f.Kr.) kom Pompeji formelt under Roms herredømme, men beholdt reelt sit selvstyre. En senere indblanding i Forbundsfælleskrigene i begyndelsen af 1. århundrede førte til at den i 89 f.Kr. blev belejret af Sulla, og måtte acceptere en romersk garnison i byen. En såkaldt veterankoloni under ledelse af P. Sulla – en nevø til diktatoren – blev anlagt under navnet Colonia Cornelia Veneri Pompeii. Veneri viser til, at Pompeji var gudinden Venus' by. Fra da af blev byen en almindelig romersk provinsby. Indbyggerne var gennemgående velhavende. Her er omkring 500 atriumhuse for velstående, mod cirka 600 toetages småhuse for de fattige. Pompeji var en tætbefolket by, hvad der gjorde ødelæggelserne så meget desto værre under det voldsomme jordskælv i år 62 e.Kr. [2] De fattige, der boede kummerligt, uden bad og køkken, måtte ty til floden eller fontænerne, når de skulle vaske sig, og måtte spise på knejper. De mange bagerier viser, at en stor del af befolkningen ikke kunne lave mad hjemme. Den nye akvadukt fra Serino muliggjorde dog tre offentlige bade, hvad der tyder på en stærk overklasse. [3] Pompeji havde omkring 20.000 indbyggere, da Vesuv gik i udbrud.
Handel med vin, frugt og grøntsager fra den omkringliggende slette var de primære handelsvarer. På grund af områdets skønhed og det gennemgående behagelige klima tjente Pompeji også som et behageligt opholdssted for højtstående personer. Eksempelvis havde Cicero og kejser Claudius villaer i omegnen.
"Bjerget", som Vesuv også blev kaldt på den tid, blev dog ikke opfattet som en vulkan. Tværtimod bosatte folk sig langs og på selve Vesuvs sider. Befolkningen havde fået et forvarsel før det skæbnesvangre udbrud i år 79. Den 5. februar i år 62 kom det til et voldsomt jordskælv, hvor mange af byens offentlige bygninger, samt en del private, led stor skade. Seneca nævner i sine Quæstiones Naturales ødelæggelserne i forladte bosætninger, at nogle mistede forstanden efter oplevelsen, og at en flok på 600 får omkom af svovlgasserne. Tacitus nøjes med at oplyse i Annales, at "et stort jordskælv ødelagde for en stor del den folkerige by Pompeji i Campania". [4]
Folk begyndte dog restaureringen i god tro og med henblik på en lovende fremtid, hvor Pompeji skulle vokse sig større og rigere.
^ Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 84), forlaget Aschehoug, Oslo 2009, ISBN 978-82-03-23682-2 ^ Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 99) ^ Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 101) ^ Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 105)
Tilføj kommentar