Nedre Manhattan i 1660, da det var en del af New Amsterdam. Nord er til højre.

Området var beboet af lenape-indianere, da det i 1524 blev opdaget af Giovanni da Verrazzano, en italiensk opdagelsesrejsende, der var ansat af den franske krone. Han gav det navnet "Nouvelle Angoulême" (Ny Angoulême).[1] Europæerne tog landet i brug med oprettelsen af en hollandsk pelsstation, der senere blev kendt som New Amsterdam, på den sydlige spids af Manhattan i 1614. Den hollandske kolonichef Peter Minuit købte øen Manhattan af canarsie-indianerne i 1626 (ifølge en skrøne, der nu er bevist at være falsk, blev Manhattan købt for glasperler til en værdi af 24 $).[2] I 1664 erobrede briterne byen og omdøbte den til "New York" efter den engelske hertug af York og Albany.[3] Ifølge fredsslutningen efter den anden britisk-hollandske krig fik hollænderne kontrollen med den indonesiske ø Run (der dengang var meget mere værdifuld), mens briterne beholdt kontrollen med New Amsterdam (New York) i Nordamerika. I år 1700 var antallet af den oprindelige Lenape-befolkning faldet til 200.[4]

New Yorks betydning som handelssted øgedes under det britiske styre. I 1754 blev Columbia University oprettet på befaling af kong George II som King's College i Lower Manhattan.[5] Byen blev skueplads for en række store slag, kendt som New York-kampagnen under USA's uafhængighedskrig. Den kontinentale kongres mødtes i New York, og i 1789 blev den første præsident, George Washington, indsat i Federal Hall på Wall Street.[6] New York var hovedstad i USA indtil 1790.

I det 19. århundrede forandredes byen dels gennem immigration og dels ved byudvikling ifølge en visionær udviklingsplan kaldet Commissioners' Plan of 1811, der udvidede byens vejnetværk til at dække hele Manhattan, og åbningen af Eriekanalen, som forbandt den atlantiske havn med de store fødevaremarkeder i USA.[7][8] I 1835 havde New York overhalet Philadelphia som den største by i USA. Det lokale politiske liv blev kontrolleret af Tammany Hall, en "politisk maskine" støttet af irske immigranter.[9] Medlemmer af det gamle handelsaristokrati med blik for offentlighedens behov pressede på for at få etableret Central Park, der påbegyndtes i 1857 som den første park skabt som led i landskabsplanlægning i en amerikansk by. Der fandtes en betydelig befolkning af frie sorte amerikanere på Manhattan og i Brooklyn, idet der havde været holdt slaver i New York frem til 1827, men i løbet af 1830'erne blev New York nordstaternes centrum for bevægelsen for slaveriets ophævelse.

 

Midtown Manhattan, New York City, set fra Rockefeller Center, 1932.

Vrede over den militære værnepligt under den amerikanske borgerkrig (1861-1865) førte til de såkaldte draft riots (værnepligtsoprør) i 1863, en af de værste episoder med civile optøjer i amerikansk historie.[10] I 1898 skabtes det New York, som vi kender i dag, ved inddragelsen af Brooklyn, der indtil da havde været en uafhængig by, Manhattan og byområder fra andre amter.[11] Åbningen af New York City Subway (undergrundsbanen) i 1904 hjalp med til at binde den nye by sammen. Gennem første halvdel af det 20. århundrede blev byen et verdenscentrum for industri, kommunikation og handel. Det skete dog ikke uden omkostninger: I 1904 brød dampskibet General Slocum i brand på East River, hvilket kostede 1.021 af de ombordværende livet, og i 1911 udbrød Triangle Shirtwaist Factory-branden, der var den værste industrikatastrofe i byen nogensinde, idet den kostede 146 liv. Katastrofen førte til forbedringer af sikkerhedsstandarderne på fabrikkerne i byen og øgede medlemstilvæksten i den kvindelige beklædningsfagforening International Ladies' Garment Workers' Union.[12]

I 1920'erne blev New York et hovedmål for amerikanske afrikanere under den store flugt fra Sydstaterne, men havde allerede i 1916 den største koncentration af afrikanske amerikanere i Nordamerika. Harlem Renaissance-bevægelsen stod i fuldt flor under forbudstiden i USA, der faldt sammen med et økonomisk boom, som betød opførelsen af mange nye skyskrabere. New York blev verdens mest befolkede by i 1948, hvor den overhalede London, der ellers havde været i front i et århundrede. De svære år under depressionen førte til valget af reformatoren Fiorello LaGuardia som borgmester, hvilket betød afslutningen for Tammany Hall efter firs års politisk dominans.[13]

 

Panoramabillede af New York City, der viser mange af dens større seværdigheder, herunder Frihedsgudinden, Ellis Island, Empire State Building og World Trade Center, juli 2001.

De tilbagevendte veteraner fra 2. verdenskrig og andre immigranter fra Europa skabte et opsving i økonomien, og et byggeboom opstod, især i det østlige Queens med opførelsen af enorme boligområder. New York kom uskadt ud af krigen og blev efterfølgende verdens økonomiske centrum med Wall Street, det politiske centrum med opførelsen af FN's hovedkvarter i 1952, og det kunstneriske centrum med skabelsen af abstrakt ekspressionisme.[14] I 1960'erne led byen under økonomiske problemer, stigende kriminalitet og raceoptøjer, som nåede et højdepunkt i 1970'erne.

I 1980 betød et opsving i byens finansielle sektor en forbedring af økonomien, og i 1990'erne var racespændingerne aftaget, kriminaliteten dalet dramatisk og bølger af nye immigranter ankom fra Asien og Latinamerika. Vigtige nye sektorer i økonomien, som Silicon Alley, opstod, og byens befolkningstal nåede et nyt højdepunkt ved folketællingen i år 2000.

Byen var et af målene under terrorangrebet den 11. september 2001, hvor næsten 3.000 mennesker omkom under angrebet på World Trade Center, der fik de to tvilling-skyskrabere til at styrte sammen. One World Trade Center, der åbnede i oktober 2014 er opført på grunden, hvor tvillingetårnene tidligere stod.[15]