Huler i nærheden af Meteora blev beboet kontinuerligt for mellem 50.000 og 5.000 år siden. Det ældste kendte eksempel på en bygget struktur, en stenmur, der blokerede to tredjedele af indgangen til Theopetra-hulen, blev bygget for 23.000 år siden, sandsynligvis som en barriere mod kolde vinde - Jorden oplevede en istid på det tidspunkt - og mange paleolitiske og neolitiske artefakter fra menneskelig bosættelse er fundet i hulerne.[1][2]

Meteora er ikke nævnt i klassiske græske myter eller i den antikke græske litteratur. De første mennesker, der blev dokumenteret for at bo i Meteora efter den neolitiske periode, var en asketisk gruppe af eremitmunke, der i det niende århundrede e.Kr. flyttede op i området. De boede i huler og sprækker i klippetårnene, nogle helt op til 550 meter over sletten. Denne store højde kombineret med klippevæggenes skarphed holdt alle undtagen de mest beslutsomme besøgende væk. Oprindeligt førte eremitterne et liv i ensomhed og mødtes kun søndage og specielle dage for at tilbede og bede i et kapel bygget ved foden af en klippe kendt som Dhoupiani.[3]

Allerede i det ellevte århundrede tog munkene grotterne i Meteora i brug. Der blev imidlertid ikke bygget klostre før det fjortende århundrede, da munkene søgte et sted at gemme sig, i lyset af et stigende antal tyrkiske angreb på Grækenland. På dette tidspunkt skete adgangen til toppen via aftagelige stiger eller ankerspil. I dag er det meget enklere at komme op der på grund af trin, der er hugget ind i klippen i 1920'erne. Af de 24 klostre fungerer kun seks (fire for mænd, to for kvinder), hvor hver bolig er mindre end ti personer.[4]

Den nøjagtige tid for oprettelsen af klostrene er ukendt. I slutningen af det ellevte og tidlige tolvte århundrede var der dannet en rudimentær klostertilstand kaldet Skete of Stagoi og var centreret omkring den stadig stående kirke Theotokos (Guds Moder). [3] Ved slutningen af det tolvte århundrede havde et asketisk samfund samlet sig i Meteora.

I 1344 bragte Athanasios Koinovitis fra Athos-bjerget en gruppe tilhængere til Meteora. Fra 1356 til 1372 grundlagde han det store Meteoron-kloster på Broadklippen, som var perfekt for munkene; de var sikre mod politisk omvæltning og havde fuldstændig kontrol med indgangen til klosteret. Det eneste middel til at nå det var ved at klatre op på en lang stige, som blev trukket op, når munkene følte sig truede. [5]

I slutningen af det fjortende århundrede blev det byzantinske imperiums regeringstid over det nordlige Grækenland i stigende grad truet af tyrkiske besættere, der ønskede kontrol over den frugtbare slette i Thessalien. Eremitmunke, der søgte et tilbagetog fra den ekspanderende tyrkiske besættelse, fandt i de utilgængelige klippesøjler i Meteora et ideelt tilflugtssted. Mere end 20 klostre blev bygget, begyndende i det fjortende århundrede.[6] Seks er tilbage i dag.

I 1517 byggede Theophanes klostret Varlaam, som blev kendt for at huse St. Johns finger og St. Andrews skulderblad.

Adgang til klostrene var oprindeligt (og bevidst) vanskelig og krævede enten lange stiger, der var låst sammen, eller store net, der blev brugt til at trække både varer og mennesker op.[7] Med ord fra UNESCO, "Nettet, hvor frygtløse pilgrimme blev hejst lodret op langs 373 meter klippe, hvor Varlaam-klosteret dominerer dalen, symboliserer skrøbeligheden i en traditionel livsstil, der er truet af udryddelse." [8]

Indtil det syttende århundrede var det primære middel til at transportere varer og mennesker til og fra, kurve og reb.[9]

I 1921 besøgte dronning Marie af Rumænien Meteora og blev den første kvinde, der nogensinde har fået adgang til det store Meteoron-kloster.[10]

I 1920'erne var der en forbedring af arrangementerne. Der blev skåret trin i klippen, hvilket gjorde komplekset tilgængeligt via en bro fra det nærliggende plateau. Under Anden Verdenskrig blev stedet bombet,[11] og mange kunstskatte blev stjålet.[12]