Medina Azahara (arabisk: مدينة الزهراء , romaniseret: Madīnat az-Zahrā , lit. 'den skinnende by') er ruinerne af en stor, befæstet Andalus paladsby bygget af Abd-ar-Rahman III (912-961), den første umayyadiske kalif i Córdoba og ligger i den vestlige udkant af Córdoba, Spanien. Det var de facto hovedstad i kalifatet i Córdoba, da administrationen og regeringen var inden for dens mure.

Byen blev bygget i 936–940 og omfattede ceremonielle receptionshaller, moskeer, administrative og offentlige kontorer, haver, en mynte, værksteder, kaserner, boliger og bade. Vand blev leveret gennem akvædukter.

Hovedårsagen til dens opførelse var politisk-ideologisk: Kalifens værdighed krævede oprettelse af en ny by, et symbol på hans magt, der efterlignede andre østlige kalifater. Det blev bygget i Córdoba, fordi det havde været hovedstaden i regionen (Betis) i romertiden; dette gjorde det lettere for emiratet og kalifatet i Cordoba at herske, mens de eksisterede, over al-Andalus. Frem for alt demonstrerede det hans overlegenhed over sine store rivaler, Fatimiderne fra Ifriqiya i det nordlige Afrika samt abbasiderne i Bagdad. Legenden siger også, at den blev bygget som en hyldest til kalifens yndlingshustru: Azahara. Komplekset blev udvidet under Abd ar-Rahman IIIs søn Al-Hakam II (r. 961–976), men efter hans død ophørte snart med at være kalifernes hovedbolig. I 1010 blev det fyret i en borgerkrig og derefter opgivet med mange elementer genbrugt andetsteds. Dens ruiner blev udgravet startende fra 1910'erne. Kun ca. 10 procent af de 112 hektar er udgravet og restaureret, men dette område inkluderer det centrale område med "to kalifalboliger med tilhørende badekomplekser, to aristokratiske boliger og servicekvarterer ... rum tilknyttet med paladsvagten, nogle store administrative bygninger ... det ekstraordinære domstolskompleks ledet af receptionen ... de store haverum og lige uden for dette område, menighedens moske ".