Historie Parkens grundlæggelse

Mellem 1820 og 1850 blev befolkningen i New York City næsten firdoblet, hvilket fik borgerne til at søge mod byens grønne områder – fortrinsvis kirkegårde – for at komme væk fra larmen og det kaotiske liv. Dette fik digteren og redaktøren af avisen The Evening Post (som senere blev til New York Post), William Cullen Bryant til at pege på behovet for en stor offentlig park. Han blev støttet af USA's første landskabsarkitekt, Andrew Jackson Downing, som i 1844 indledte en offentlig debat om behovet for en sådan park. Ambitionen var, at det skulle være et stilfuldt sted, hvor man kunne køre i åbne vogne ligesom i Bois de Boulogne i Paris og Hyde Park i London. I 1853 udvalgte byens lovgivere et 2,8 km² stort område fra 59th street til 106th Street til parken. Områdets grundværdi alene udgjorde mere end 5 millioner US$.

Der blev udpeget en kommission, som skulle varetage udviklingen af parken, og i 1857 afholdt man en konkurrence om udformningen af landskabet. Til denne konkurrence fremkom Olmsted og Vaux med vinderforslaget – den såkaldte Greensward Plan. Ifølge Olmsted var parken "af stor vigtighed, som værende den første egentlige park, udviklet i dette århundrede – en demokratisk udvikling af allerhøjeste betydning". Et synspunkt, som sikkert kan føres tilbage til hans mange rejser og ophold i Europa i 1850.[1] Under disse rejser besøgte han adskillige parker og blev især imponeret af Birkenhead Park nær Liverpool, England, som åbnede i 1847 som den første offentligt finansierede park i verden.

Inspiration til udformningen af den kommende Central Park kom flere steder fra. Landskabsprægede kirkegårde som Mount Auburn, (Cambridge, Massachusetts) og Green-Wood (Brooklyn, New York) viste for eksempel et idyllisk, naturalistisk landskab. Den mest betydningsfulde nyskabelse ved Central Park var de såkaldte separate cirkulationssystemer for fodgængere, ridende og vogne. Den krydsende trafik blev fuldstændigt skjult i nedsænkede vejbaner, afskærmet med tæt beplantning, så indtrykket af det rustikke landskab ikke forstyrredes. Greensward-planen omfattede desuden op til 36 broer – alle tegnet af Vaux – i et materialevalg, der spændte fra knudret granit eller Manhattan-skifer til nærmest neo-gotiske jernkonstruktioner. Ikke to broer var ens. En dobbelt allé af elmetræer, som endte ved "Bethesda Terrace" med udsigt over søer og skove, udgjorde hjertet i den overordnede plan.

Før parken kunne anlægges skulle områdets beboere fjernes. Disse var overvejende fattige, afroamerikanere og immigranter fra Tyskland og Irland. De fleste boede i mindre landsbyer som Seneca Village, Harsenville, the Piggery District og Convent of the Sisters of Charity. De godt og vel 1600 arbejderklasse-indbyggere i området blev tvangsfjernet i 1857 i henhold til en gældende lov om ekspropriation, og landsbyerne blev revet ned. Joe Pepitones tip-oldefar var den hovedansvarlige for flytningen og nedrivningen.

Omkring 1860 blev det tydeligt, at Olmsted – selvom han var en begavet landsskabsarkitekt – var en inkompetent leder. Han havde kun ringe overblik over udgifterne til anlæggelse af parken, og på grund af hans ledelsesform var der ofte forsinkelser i byggeriet. Han nægtede imidlertid at fratræde frivilligt, hvorfor han nærmest tvang kommissionen til at indsætte en anden i hans sted. Andrew Haswell Green, den tidligere formand for byens uddannelsesudvalg, overtog stillingen som formand for kommissionen. På trods af sin begrænsede erfaring formåede han at accelerere processen og afslutte forhandlingerne om køb af yderligere 26 ha land ved parkens nordlige ende mellem 106th street og 110th Street. Dette område skulle bruges til den bakkede del af parken.

Mellem 1860 og 1873 nåede man langt med anlæggelsen, og de fleste større udfordringer var overvundet. I denne periode blev mere end 14.000 m³ jord transporteret til og fra New Jersey, fordi den oprindelige jord ikke var god nok som vokseplads for de forskellige træer, buske og planter, som Greensward Planen krævede. Da parken blev officielt færdiggjort i 1873, var mere end ti millioner vognladninger jord og sten blevet gravet op og fjernet fra området med håndkraft. Mere end fire millioner træer, buske og planter – fordelt over ca. 1500 arter – udgjorde fundamentet for nutidens Central Park.

Det tyvende århundrede  Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem.
 

Efter færdiggørelsen af parken gled den hurtigt ud i forfald. Mest af alt på grund af den berygtede politiske "instans" i New York, Tammany Hall, som var datidens mest indflydelsesrige politiske kraft i byen.

Århundredeskiftet bød desuden på nye udfordringer for parken: Bilen var opfundet og var blevet almindelig, hvilket gav problemer med forurening, men også folks aktiviteter havde ændret sig, så parker også blev brugt til sport og lignende aktiviteter og ikke længere kun til gåture og picnics i idylliske omgivelser. Efter opløsningen af kommissionen bag Central Park i 1870, Andrew Greens afgang fra projektet og Vaux' død i 1895, blev vedligeholdelsen af parken gradvist nedtrappet. Døde træer og planter blev kun sjældent udskiftet, ligesom ingen gjorde noget ved den udtrådte plæne. I adskillige årtier blev der heller ikke gjort noget for at forebygge hærværk og spredning af affald i parken.

Dette ændrede sig imidlertid i 1934, da Fiorello LaGuardia – efter at være blevet valgt som borgmester for New York – samlede byens fem park-relaterede udvalg og gav Robert Moses til opgave at rydde op i parken. Moses, som snart skulle blive en af de mægtigste mænd i New York, overtog, hvad der dybest set var et efterladenskab fra en svunden tid. Historikeren Robert Caro beskrev i 1974 i sin bog The Power Broker, hvordan parken så ud på dette tidspunkt:

  Plæner, usåede, var vidder med bar jord, dekoreret med ujævne lapper med græs og ukrudt, som blev støvbunker i tørt vejr og mudderhuller i vådt... Den engang så smukke promenade lignede efterladenskaberne, morgenen efter en vild fest. Bænke var væltet om på ryggen med benene strittende mod himlen...   Robert Caro, 1974

På bare ét år formåede Moses at rydde op – ikke kun i Central Park – men også i andre parker i New York City; plæner og blomster blev genplantet, døde træer og buske udskiftet, mure blev sandblæst og broer repareret. Gennemgribende omlægninger og anlægsarbejder blev også udført. For eksempel blev det daværende "Croton Reservoir" fyldt op med jord, hvorved man skabte parkens store plæne (the Great Lawn). Greensward-planens intention om at skabe et idyllisk landskab blev kombineret med Moses' vision om en park, som kunne bruges til rekreation, så der blev anlagt 19 legepladser og 12 boldbaner til forskellige spil. Moses formåede også at sikre finansiering fra det såkaldte New Deal-program, såvel som donationer fra offentligheden, hvorved han sikrede, at parken fik nyt liv og "blomstrede" under hans beskyttende vinger.

1960–1980  Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem.
 

Da Robert Moses trådte tilbage fra kommissionen i 1960, kunne ingen erstatte ham og den magt og indflydelse han havde. Gennem sine 26 år som medlem af kommissionen, havde han ikke kun vedligeholdt parkerne i New York City men også påbegyndt talrige andre projekter. Da han stoppede, begyndte Central Park langsomt at forfalde på grund af hærværk, affald, graffiti og sliddet fra de forskellige begivenheder, der fandt sted i parken. Fejring af nytår, sommerkoncerter, fredsdemonstrationer, protestmarcher og talrige andre arrangementer gennem 1960'erne efterlod en park, der lignende dén, som Moses overtog i sin tid. Antallet af forbrydelser, begået i parken, steg og tilførslen af økonomiske midler faldt. Parken så ud, som var den ude af kontrol. Trods det ydre indtryk var der dog flere positive aspekter ved denne tyveårs periode. Teateret "The Public Theater" introducerede sin årlige opførelse af Shakespeares skuespil i parken i 1962 og New York Philharmonic og Metropolitan Opera indledte deres årlige sommerkoncerter på den store plæne.

I 1975 gik flere grupper sammen for at formulere nye idéer til, hvordan man kunne tage vare på parken. For at få indflydelse på dens daglige drift gik de til borgmester Edward Koch og Gordon Davis, der var formand for parkudvalget. På deres initiativ blev "Central Park Conservancy" grundlagt i 1980, ledet af formanden, Bill Beinecke og administratoren for Central Park, Betsy Barlow Rogers.

1980 – nutiden  Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem.
 

Da Central Park Conservancy blev grundlagt, ønskede man ikke at skabe en ny organisation med formelt ansatte opsynsfolk, da dette ville betyde højere driftsomkostninger. I stedet fokuserede man på at tiltrække frivillige til arbejdet, hvilket samtidig betød starten på en kampagne, der skulle få folk i New York City til at tage bedre vare på parken og i højere grad opfatte den som en vigtig del af byens identitet.

Foreningen samarbejdede med kommissionen og overtog det samlede ansvar for restaureringen og vedligeholdelsen af parken, hvilket blev annonceret i 1981 i en skrivelse med titlen Rebuilding Central Park for the 1980s and Beyond. Dette dokument blev en tidlig plan for den fortsatte udvikling af parken og beskrev handlinger, som var påkrævet for at genskabe parkens tidligere storhed. Dokumentet beskrev tre kerneopgaver, udpeget som særligt vigtige for parkens fremtid. Den arkitektoniske arv skulle genskabes – ikke kun landskabet og miljøet, men også broerne, huse og andre bygninger, som var forfaldet gennem de tyve års skødesløshed. Foruden dette, påpegede dokumentet også nødvendigheden af en gennemgribende gensåning af græs og en konstant pasning af alle områder i parken. Desuden fremhævede det forskellige tiltag, som ville øge sikkerheden omkring parken – især om natten – hvilket kunne tiltrække flere besøgende.

Gennem årene blev mange bygninger restaureret, og mange timer blev brugt på at genetablere parken. Alene i 2004 brugte frivillige mere end 32.000 timer på at arbejde i parken, hvor blandt andet "the Heckscher playground" blev sat i stand. Desuden viste den privatfinansierede opførelse af "the Diana Ross Playground" i 1986, hvordan ikke-statslige organer kunne forbedre parken.

^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 5. oktober 2006. Hentet 8. september 2006.