Trongsa dzong bygget i 1655
Foto: William L. Devanney

 

fra indersiden af Trongsa dzong

 

Taktshang

 

Trongsa dzong bygget i 1655

Der findes spor af bygningsstrukturer og redskaber, som indikerer, at Bhutan var beboet så tidligt som år 2.000 f.Kr. Bhutanerne selv antager, at Lhopu – en lille folkegruppe sydøst i Bhutan, udgør en rest af landets urbefolkning. Nogen historikere antyder, at staten Lhomon (eller Monyul) (betyder henholdsvis sydligt mørke og mørkt land) kan have eksisteret mellem 500 f.Kr. og år 600. Navne som Lhomon Tsendenjong (sandeltrælandet) og Lhomon Khashi findes i gamle Bhutanske og tibetanske krøniker.

To bygninger, som tilskrives den halvt legendeagtige tibetanske konge Songtsen Gampo, er daterede til år 659. Det er Kyichu i Paro og Jambey i Bumthang. Ikke desto mindre er det normalt påstået, at buddhismen kom til landet med et besøg af den buddhistiske mester Padmasambhava (eller Guru Rinpoche) i 700-tallet. To steder i Bhutan er knyttede til begivenheder i Guru Rinpoches liv: Taktshang som hænger på en klippe over Paro-dalen, og Kurjey Lhakhang i Bumthang.

Under Mongolriget, men især efter at dette brød sammen i 1300-tallet, bestod landet af små regionale høvdingedømmer i indbyrdes strid, støttet af ulige eksterne fyrster.

Prinsen og buddhistlederen Shabdrung Ngawang Namgyal (1594–1651) flygtede fra Tibet til Bhutan i 1616 og formåede ved brug af flere parallelle taktikker og stærk personlig autoritet at udvikle en forholdsvis ensartet stat, bygget på dominansen af folkegruppen Drukpa.

Bhutan blev etableret som statsdannelse i den første halvdel af 1600-tallet af den tibetanske lama og prins shabdrung Ngawang Namgyal (død 1651). Med ham blev der også etableret en teokratisk tradition, hvor tibetansk buddhisme havde afgørende indflydelse på statsskikken. Fra 1705 til 1907 blev landet styret af to sideordnede parter; ærkebiskopen Je Khenpo og statholderen Druk Desi.

Ngawang Namgyal var også initiativtager til at bygge dzong, befæstede borge, som rummer både religiøse og civiladministrative autoriteter, i hvert distrikt og ved vigtige færdselsårer. Det første var Simthokha dzong ved den nordvestre adgang til Thimpudalen i 1629. Punakha dzong blev bygge i 1637, Wangdue Phodrang i 1638. Dzong i Paro og Tashichoedzong i hovedstaden Thimpu blev begge byggede i 1641, og med dette havde han kontrol over hele det vestlige Bhutan. I tiden frem til 1650 blev der også bygget dzong i Gasa, Lingshi og i Daga. Efter Namgyals død blev Trongsa i 1655 lagt under centralmagtens kontrol og en dzong bygget i Trongsa by. Kort tid efter blev det også anlagt dzong i Lhuntse, Jakar, Shongar, Trashigang, Trashiyangste og Zhemgang.

Ved Namgyals død i 1651[1] besluttede hans nærmeste medarbejdere at hemmeligholde hans død i 54 år, til 1705. Dette kunne gøres næsten troværdigt for så vidt som han også mens han levede kunne trække sig tilbage i meditation for perioder på mere end et år. Både det todelte statssystem, dzongerne og principperne i landets lovværk er arv efter Namgyal. Navnet Shabdrung, som han tog sig, betyder "den ved hvis fødder man kaster sig".

Efter Namgyals død blev landet på ny delt i rivaliserende fyrstedømmer, og dzongerne, som i hans tid havde været et udtryk for en stærk centralmagt, blev nu de regionale fyrsters borge. Hvervet som Druk desi blev en uriaspost, som få sad længe i, og nogen døde af. I perioden 1850–65 fandtes der også rivaliserende Druk desi, støttede af hver sin Penlop (i dag guvernør, dengang høvding eller småfyrste).

Det har helt siden 1691 været anerkendte reinkarnationer af Shabdrung, som har haft en åndelig overhøjhedsrolle i landet.

Tibet overfaldt Bhutan både i 1710 og i 1730, og ved en fredsaftale i 1730 blev Bhutan pålagt en form for afhængighed i forholdet til myndighederne i Lhasa, hvilket varede til Kinas okkupation af Tibet i 1951.

Forholdet til naboerne i syd var længe præget af plydringstogter, hvor bhutanerne blandt andet hentede slaver. I 1772 invaderede bhutanere fyrstedømmet Cooch Behar (senere en del af den indiske delstat Vestbengalen). Fyrsten bad om hjælp fra de britiske koloniherrer i Indien, som ikke blot drev okkupanterne ud af Cooch Behar, men i 1774 fortsatte med et angreb på Bhutan, som førte til, at Bhutan blev tvunget tilbage til sine grænser fra 1730.

Briterne sendte i 1864 Sir Ashley Eden til Bhutan med det formål at forhandle en fred og at få ende på bhutanske angreb på den frugtbare flodslette Duars i Bengalområdet. Sir Ashley var på forhånd varslet om, at rejsen kunne mislykkes, da fyrsterne i Bhutan var indbyrdes uenige, og det ikke var klart, om de kunne optræde samlet. Han var dog næppe forberedt på den ydmygende behandling, som han blev mødt med: selv blev han indsmurt med en deg, mens et andet medlem af delegationen fik spyttet gennemtyggede betelnødder i ansigtet af Penlop’en selv.

Dette blev begyndelsen på Duarskrigen, som varede i 6 måneder. Bhutan tabte krigen, og ved freden i Sinchula måtte det afstå landområder i syd; til gengæld fik de en slags årlig erstatning på 50.000 rupi. Freden førte til, at al fjendtlighed mellem de to parter ophørte.[2]

1870- og 1880'erne var prægede af krig mellem de rivaliserende penlop i Paro og Trongsa, som begge søgte kontrol over hele landet. Paro penlop fik støtte fra Tibet, mens Trongsa penlop – den senere konge – fik britiske støtte (Paro har på grund af den gunstige færdselsvej til Tibet altid været tæt knyttet til naboen i nordvest, Trongsa er et stort og centralt beliggende område).

Ugyen Wangchuck (1861–1926) vandt i realiteten kontrollen over landet i 1885. Da en reinkarnation af Shabdrung døde i 1903[1], og der gik nogen år uden, at man fandt en ny reinkarnation, benyttede han sig af muligheden. Den 17. december 1907 blev Ugyen indsat som den første arvelige konge i Bhutan.[2] Indsættelsen var støttet af munkevæsenet, briterne og af Bhutans ledende fyrsteslægter.[1]

I 1904 spillede Ugyen en vigtig rolle, da han fulgte en britisk delegation til Lhasa for at få indgået en aftale mellem briterne og myndighederne i Tibet.[1] Dette var et led i et britisk forsøg på at vinde kontroll over Himalaya-området på bekostning af Rusland og Kina. Ugyen blev adlet for sin indsats, men allerede i 1910 tog Kina militær kontrol over Tibet, i et forsøg på at forhindre et yderligere britisk engagement. Af frygt for kinesisk ekspansion indgik Bhutan i 1910 en udvidet traktat med briterne i Indien. Aftalen omfattede et årligt beløb på 100.000 rupi samt formuleringer om, at briterne "ikke vil søge indflydelse over Bhutans indre anliggender" og at Bhutan lovede at "lade sig vejlede af den britiske regering i alle udenrigspolitiske anliggender".[2]

Den nye kongemagt reducerede Shabdrungs indflydelse, og det var antagelig gensidige spørgsmål om legitimitet. Den nye inkarnation Jigme Dorji (1905–1931) tog i 1931 kontakt med Gandhi for at få hjælp til at afsætte kongen. Dette var formodentlig anledningen til, at Jigme Dorji kort tid efter blev dræbt af royalistiske agenter (den senere konge Jigme Singye Wangchuk har gjort flere tiltag for at bøde på de modsætninger, som ligger i denne konflikt. I november 1995 indviede han et mindesmærke over Jigme Dorji i Talo-klosteret, hvor shabdrung’en efter traditionen skal være blevet dræbt. Kongens fire hustruer er søstre og er gennem deres fader i slægt med de to sidste reinkarnationer af shabdrung).

Efter, at Indien blev uafhængigt af Storbritannien i august 1947, blev kongedømmer som Bhutan givet valgmuligheden mellem at indgå i den indiske forbundsstat eller at bevare sin selvstændighed. Bhutan valgte uafhængighed og blev den 8. august 1949 anerkendt af Indien som en selvstændig stat.[3]

Efter, at Kina på ny okkuperede Tibet i 1951, blev Bhutans nordgrænser lukkede, og forbindelserne med Indien blev tættere. Som et led i det indre forsvar mod en mulig kinesisk okkupation begyndte et moderniseringsprogram med indisk støtte. I 1953 blev parlamentet oprettet. I 1965 blev kongens råd oprettet, og i 1968 en regering. Landet blev medlem af FN i 1971.[2]

I 1980-erne kom det flere statslige påbud, som havde til hensigt at fastholde landets kulturelle egenart i form af en "en nation, et folk"-politik kaldet driglam namzha (oversat: nationale skikke). For eksempel blev alle indbyggere pålagt at bære gho, en dragt som har sin oprindelse i den bhutanske majoritetskultur.[4] Selv indvandrere af nepalesisk oprindelse blev påtvunget denne dragt. Undervisning i nepalesisk sprog er også blevet begrænset af hensyn til den ønskede nationale enhed. Denne politik blev kritiseret af både menneskerettighedsgrupper og af repræsentanter for de nepalesiske gæstearbejdere, som mente, at politikken var rettet mod dem. Fra et bhutansk-nationalt synspunkt handler det lige så meget om at varetage den særegne buddhistiske kultur i Himalaya. Nabostaten Sikkim nævnes ofte som eksempel på en tidligere buddhistisk stat, som blev helt absorberet af de samme hinduistiske, nepalesere. Set med nepalesernes øjne klynger buddhistgrupperne i landet sig til magten på bekostning af menneskerettigheder, pluralisme og demokrati.

Voksende spændinger mellem de nepalesiske og bhutanske folkegrupper skød ny fart i slutningen af 1980-erne efter, at regeringen begyndte at implementere Statsborgerloven af 1985. Ifølge denne skulle nepalesere dokumentere bosætning i landet fra før 1958 for at få ret til statsborgerskab i landet. Flere organisationer blev oprettede for at protestere mod det, de så som en uret mod nepalesere. Konflikten toppede i 1991, da protesterne fik voldelig karakter: 300 personer døde og 2.000 blev fængslede. Bhutan løslod senere de fleste af de fængslede efter protester fra regeringen i Nepal. Problemet med statsløse nepalesere er fortsat uløst, og omkring 100.000 mennesker lever i flygtningelejre i Sikkim og Nepal.[2]

Lejrene ser ud til at have været ynglested for flere partidannelser. Bhutans kommunistparti blev kendt i april 2003, da det krævede monarkiet afskaffet. En anden organisation, som også hovedsagelig består af nepalesere, er Bhutanese Revolutionary Students Union (BRSU). BRSU har påtaget sig ansvaret for drabet på R K Budhathoki i Nepal i september 2001. Han var grundlægger af Bhutan People's Party, et rivaliserende antimonarkistisk parti.

I 1998 lancerede kongen, Jigme Singye Wangchuck betydelige politiske reformer.[5] Flere udøvende opgaver blev overførte til statsministeren, og parlamentet fik en formel myndighed til at afsætte kongen med 2/3 flertal. Nogenlunde samtidig blev der givet adgang til at se og sende fjernsynsprogrammer. En ny grundlov skulle vedtages i 2006. Grundloven indebærer væsentlige skridt i retning af et konstitutionelt monarki, men initiativet kritiseres også som et forsøg på at skjule flygtningeproblemerne ved at introducere et "begrænset demokrati".

Indiske, separatistiske guerillagrupper, som kæmper for en uafhængig stat i Assam, har længe haft lejre i det sydlige Bhutan. Fra disse lejre angriber de mål i Indien. Den største af disse grupper er ULFA (United Liberation Front of Asom). Bhutanske myndigheder forsøgte at opløse disse lejre ved fredelige forhandlinger. Disse brød sammen i foråret 2003. Den 15. december 2003 gik hæren, sammen med indiske styrker, til angreb på lejrene. Omkring 30 lejre blev angrebet, af disse var 13 kontrollerede af ULFA, 12 lejre tilhørte National Democratic Front of Bodoland (NDFB) og 5 lejre tilhørte Kamatapur Liberation Organisation (KLO). Operationen førte i løbet af en måned til, at lejrene blev ødelagte.

Søndag den 13. november 2005 krydsede kinesiske soldater grænsen til Bhutan på flere steder. Soldaterne rykkede indtil 20 km ind i landet i distrikterne Haa, Paro, Wangdi Phodrang og Bumthang og anlagde flere veje og broer. Kinesiske diplomater sagde senere, at vejene var byggede som led i en plan for økonomisk udvikling af Kinas vestlige distrikter. Kinas militære nærvær er en ubehagelig påmindelse om, at Kina i 1961 udgav kort, hvor bhutansk territorium blev fremstillet som dele af Kina. Bhutans 6.000 mand store hær er ingen trussel for den 2.250.000 mand store Folkets befrielseshær, så Bhutan må basere sin sikkerhed på den internationale opinion og på bistand og beskyttelse fra den indiske hær.