Giers akvædukt (fransk Aqueduc du Gier) er en gammel romersk akvædukt, sandsynligvis bygget i det 1. århundrede e.Kr. for at skaffe vand til Lugdunum (Lyon), i hvad der nu er det østlige Frankrig. Det er den længste og bedst bevarede af fire romerske akvædukter, der tjente den voksende hovedstad i den romerske provins Gallia Lugdunensis. Den hentede sit vand fra kilden til Gier, en lille biflod til Rhone, på skråningerne af Mont Pilat, 42 km (26 mi) sydvest for Lyon.

Følger en snoet sti kl. 85 km (53 mi) er Giers akvædukt den længst kendte af de romerske akvædukter. Dens rute er blevet gendannet i detaljer, efter de talrige rester. Akvædukten forlader højlandet i Massif du Pilat, departementet Loire, omslutter overfladerelieffet og krydser departementet Rhône og passerer gennem Mornant, Orliénas, Chaponost og Sainte-Foy-lès-Lyon for at afslutte ved Lyon.

I sin udstrækning trækker den på hele repertoiret af romerske teknikker til akvæduktbygning, idet den tager en hældning på gennemsnitligt 0,1 % eller en meter hver kilometer. Der er 73 km (45 mi) overdækkede grøfter lagt med en betonkulvert 3 m (9,8 ft) høj og 1,5 m (4,9 ft) bred, som er sænket så dybt som 4 m (13 ft) under landoverfladen. Akvædukten passerer gennem 11 tunneler, hvoraf den ene, nær Mornant, er 825 m (2.707 ft) i udstrækning. Adgang til rengøring og reparationer var gennem mandehuller på 77 m (253 ft) afstand. Der er omkring tredive strækninger i det fri. Der er ti strækninger hævet på vægge og buer, som giver de mest spektakulære synlige rester af akvædukten (illustrationer).

Fire omvendte sifontunneller krydser de særligt dybe og brede floddale i Durèze, Garon, Yzeron og Trion på rørbroer, der er rejst på høje buer. I disse fyldte vand et sunket tanktårn (castellum) på kanten af u200bu200ben skråning. Tanken bevirkede en overgang mellem åben kanalstrøm og en blyrørledning. Fra castellum blev vand ført, nu under tryk, i et sæt lufttætte blyrør lagt side om side, med loddede samlinger, ned ad dalskråningen, over en bro, der spænder over floden – hvis moler og buer er de mest bemærkelsesværdige rester af systemet - og op ad den modstående skråning, til en tank lidt lavere end hovedtanken, og taber kun en lille smule hydraulisk løftehøjde i processen. De omvendte sifoner undgik brodannelse af dybe dale med arkade på arkade af buer, som ved Pont du Gard, der markerer grænsen for et sådant system.