Vikingetid

Vikingetiden er en periode i Europas historie og særligt i Skandinaviens historie fra slutningen af 700-tallet e.Kr. til omkring 1050. I Norden er der tradition for at se vikingetiden som en selvstændig epoke, men internationalt ses perioden som en del af middelalderen (som udenfor Skandinavien regnes fra ca. 500 til 1400-tallet).

Vikingetiden opfattes i dansk sammenhæng enten som den periode, der fulgte efter yngre germansk jernalder ^(sv) eller som en afsluttende forlængelse af yngre germansk jernalder, inden den glider over i middelalderen. Det var en tid, hvor nordboere udforskede Europa via havene og floderne for at handle, plyndre, kolonisere og erobre. Nordboerne bosatte sig på Grønland og Newfoundland samt på Færøerne og på Island, i Skotland, England, Irland, Holland, Tyskland, Ukraine, Rusland og Tyrkiet. Selv om vikingerne på mange punkter bliver betragtet som brutale plyndringsmænd, viser mange kilder, at deres invasioner var gengældelse for kristne missionærer og muligvis de saksiske krige med Karl den Store, eller at de blev motiveret af overbefolkning, ubalanceret handel og mangel på landbrugsjord. Kilderne til vikingerne er hovedsageligt deres fjenders, primærkilder som arkæologi og sekundære kilder som de islandske sagaer.

Nordboerne bosatte sig særligt i de nære områder. Der, hvor de var mest massivt til stede, har vikingerne sat varigt præg på kulturen. Det kan ses i mange stednavne, afledninger af norrøne ord i moderne sprog og kunsten.

Blandt vikingernes største teknologiske vindinger var deres skibe, der med sejl kunne tilbagelægge store afstande over åbent hav. Det mest kendte er langskibet, der med sin manøvredygtighed og lave køl kunne gå ind på lavt vand. Det blev brugt på plyndringstogter. Knarr og snekke var også typiske for tiden. Deres rustninger og våben bestod af sværd, spyd, hjelme, skjolde og buer.