Navnet Kraków kommer af det gammelslaviske krak (moderne polsk kruk) betyder ravn, og byens navn betyder derfor oprindelig «et sted med mange ravne».

Arkæologiske udgravninger viser at de ældste bosætninger i området er fra forhistorisk tid, men det var ikke før i det 8. århundrede at bosætningerne udviklede sig en by.

Før grundlæggelsen af staten Polen var Kraków hovedstad for wiślaner-stammen. Arkæologiske fund af mønter viser at området handlede med Romerriget. Wiślanernes stammestat tilhørte i kort tid Stor-Mähren, og efter at sidstnævnte blev erobret af ungarerne, blev Kraków indlemmet i Böhmen. Mod slutningen af det 10. århundrede var byen allerede et vigtigt handelscenter, og omkring 990 blev byen en del af Piast-slægtens rige, af Mieszko 1. af Polen eller Boleslav 1. af Polen. Det var i den periode at byen fik sine første murstensbygninger, blandt andet slottet på Wawel, romanske kirker, en katedral og en basilika. Samtidig blev der oprettet et bispedømme i Kraków i år 1000.

Byen optræder i historiske kilder fra det 8. århundrede, mens bynavnet nævnes for første gang på skrift af en handelsrejsende fra Córdoba, Ibrahim-Ibn-Iakub, i år 966 e.Kr., hvor Kraków omtales som et betydelig handelscenter.

Under Kasimir I Fornyeren blev Kraków Polens hovedstad i 1039. I opløsningstiden, da landet som følge af Bolesław IIIs arvefølgeregler blev delt i flere fyrstedømmer, blev Kraków sædet for seniorhertugen – den ældste arving som skulle få kongetitlen.

Allerede i det 12. århundrede havde Kraków et bibliotek og en katedralskole, som i sin tid blev anset som Polens bedste.

Kraków blev næsten fuldstændig ødelagt under mongolernes invasion i 1241. Bygningerne blev genopbygget i gotisk stil, og i 1257 fik byen sine stadsrettigheder (Magdeburgrettigheder). Det var i den tid Kraków fik et skakbræt-mønstret byplan og sit hoved-torv, og bebyggelsen fra den gang kan fremdeles ses i den gamle by.

Den polske opløsningstid endte i 1320, da kroningen af Władysław Łokietek fandt sted i Wawel-katedralen. Fra den tid af og frem til 1734 var Kraków Polens kroningsby, med katedralen som begravelsesplads for de polske konger.

Regeringstiden for Kasimir III af Polen, som blev kronet til Polens konge i 1333, viste sig at have stor betydning for byens udvikling. Kongen oprettede blandt andet to nye byer, Kazimierz og Kleparz, som var direkte forbundet med Kraków. I denne tid blev flere af byens vigtigste seværdigheder opført eller ombygget, blandt andet flere kirker, markedshallen, eller slottet på Wawel. Kasimirs største bedrift blev imidlertid grundlæggelsen af byens universitet i 1364, som er et af Europas ældste og mest renommerede.

 

Kraków i 1400-tallet

Fra Vladislav II Jagellos kroning i 1386 og frem til 1572 herskede jagellonerne over byen. Som hovedstad i et af Europas mægtigste monarkier, udviklede byen sig i det 15. og særlig i det 16. århundrede på alle områder – både indenfor arkitektur, håndværk, handel, kultur og videnskab. Det var særlig under Sigismund I den ældre og Sigismund II August at byen blev et magtcentrum i Polen. Her studerede blandt andet Nicolaus Kopernikus, og den store skulptør Veit Stoß (1447-1533) udformede alteret i Mariakirken, mens Hans Dürer, yngre bror af Albrecht Dürer, var hofmaler hos kong Sigismund 1. af Polen. I byen virket mange fremtrædende humanister, videnskabsmænd og kunstnere fra Italien, Tyskland og andre stater. Fra denne tid stammer et stort antal rænæssancebygninger og -kunstværker. Efter endnu en ombygning i årene 1499–1536 blev slottet på Wawel en af Polens smukkeste renæssancebygninger, mens det nyopførte Sigismund-kapel i Wawel-katedralen Polens smukkeste mausoleum. I 1520 kunne man høre Polens største kirkeklokke – Sigismund-klokken – ringe i Kraków. I Sigismund II Augusts tid havde byen 30 000 indbyggere.

Sigismund II August døde i 1572 som den sidste jagellonske konge, og i 1596 flyttede Vasa-kongen Sigismund III den polske residens til Warszawa.

 

Kościuszko aflægger ed

Byen mistede meget af sin betydning efter at den mistede sin status som hovedstad. Katedralen på Wawel forblev imidlertid kronings- og begravelsesstedet for de polske konger.

Svenske troppers belejring og efterfølgende ødelæggelse af byen i årene 1655–1657 samt et pestudbrud, bidrog til at redusere folketallet. I det 18. århundrede blev byen indtaget af preussiske, svenske, østrigske og russiske styrker. 24. marts 1794 aflagde Tadeusz Kościuszko ed på torvet i Kraków, og med det samme begyndte Kościuszko-opstanden (1794), som skulle befri Polen fra russisk indflydelse.

Mod slutningen af det 18. århundrede, efter at den polske stat blev delt af sine mere militariserede og politisk aktive nabostater Rusland, Østrig og Preussen, blev Kraków indtaget af østrigske styrker. I årene 1809–1815 tilhørte byen Hertugdømmet Warszawa, og blev som følge af Wienerkongressen en fristad - Fristaden Kraków - indtil 16. november 1846, da den blev annekteret af Østrig som Storhertugdømmet Krakau og indlemmet i den østrigske-ungarske vasalstat og kronland Kongeriget Galicien og Lodomerien. Da det østrigske styre var mere liberalt end i det russisk- og preussisk okkuperede Polen, blev byen på ny centret for polsk kultur og kunst og et nationalsymbol for polakkerne. Efter 1. verdenskrig blev byen del af det nye selvstændige Polen i 1918.

 

Jøder deporteres fra Kraków i 1943

Da Polen blev okkuperet af tyske tropper under 2. verdenskrig, blev byen gjort til hovedstad i Generalguvernementet, som var de dele af Polen som ikke blev indlemmet i det tyske rige. Nationalsocialisten Hans Frank fik hvervet som generalguvernør, og flyttede ind på Wawel. I nærheden af byen oprettede han den berygtede koncentrationslejr Plaszow.

Den 6. november 1939 anholdt Franks styre 183 Krakówer universitetslærere og sendte dem til koncentrationslejrene Sachsenhausen og Dachau.

Besætterne oprettede i bydelen Podgórze for byens jødiske borgere "ghetto Krakau", hvor op til 20.000 mennesker blev holdt fanget og blev tvunget til slavearbejde. I efteråret 1941 blev 2.000 mennesker fra ghettoen som ikke var arbejdsduelig myrdet der eller bragt væk. Hele ghettoområdet blev i begyndelsen afspærret med mure. Efter flere deportationer (1.–8. juni og 27.–28. oktober 1942) blev hele området i december inddelt i boligområde A og boligområde B. Det var forberedelsen for den endelige likvidation, som begyndte den 13. marts 1943. Byens store jødiske befolkning blev sendt videre til Auschwitz vest for Kraków, hvor hovedparten mistede livet. De tyske nationalsocialister gjorde jødebydelen Kazimierz fuldstændig folketomt under krigen.

Kraków var den eneste polske storby hvis arkitektur forblev uberørt under krigen. To andre polske storbyer som ikke blev udsat for større skader var Vilnius (Wilno) og Lviv (Lwów), men disse blev annekteret af Sovjetunionen efter krigen.

Efter krigen kom Polen under sovjetisk indflydelse, og landet blev til et kommunistisk diktatur i 1948. Under det kommunistiske styre blev der bygget en stor drabantby (Nowa Huta) og et stort stålværk i nærheden af Kraków.

Dette forsøg på at ødelægge byens status som et kulturelt og religiøst center blev imidlertid mislykket. I 1978 blev byens ærkebiskop Karol Wojtyła valgt til pave under navnet Johannes Paul II. Den polske pave blev enormt populær i Polen, og blev et vigtig symbol i modstanden mod kommunistregimet, med sidstnævntes fald i 1989.

Efter de første frie valg i 1989 kunne Kraków igen udvikle sig frit. Forsømte bygninger blev restaureret. Der blev oprettet motorvejsforbindelser til Katowice og Breslau og lufthavnen i Balice blev udvidet. Motorvejen A4 mod Tarnów og hovedvejen til Zakopane blev moderniseret.

I dag er Kraków blevet et af Europas mest populære rejsemål. Den blev indskrevet ind på UNESCOs liste over verdens kulturarv som et af 12 objekter som havnede på den første liste i 1978.

 

Kort over Kraków fra 1916

 

Mariakirken

 

Det Gyldne Alter i Mariakirken

 

Det jødiske museum i Kazimierz

 

Jødisk restaurant i Kazimierz

 

Den gamle synagoge i Kazimierz

 

Skulptur fra 9. århundrede, Det arkæologiske museum, Kraków

 

Hovedbanegårdens modtagelsesbygning

 

Kraków-Balice Johannes Paul II Lufthavnen