Gade i Kotor.

Fra 1420-1797 hørte Kotor og omegn under Venezia (Venedig), hvilket afspejles i byens arkitektur, især frem til ca. 1700, hvorefter fransk indflydelse gjorde sig mere gældende, kulminerende med fransk besættelse 1807-1813. Placeringen i bunden af fjorden beskyttet af bjergene og alligevel centralt i regionen i forhold til transportveje over land begunstigede længe Kotors placering som havne- og handelsby. Dens bymure var så solide, at byen aldrig har været indtaget af nogen usurpatorisk magt[1]. Da byen sammen med Dubrovnik og resten af det nordvestlige Montenegro blev indlemmet i Østrig-Ungarn i 1813, var det som følge af Napoleons nederlag på slagmarken, og Kotor blev som en del af byttet indlemmet i Dalmatien.

Udviklingen af dampkraft med jernbaner, oceangående dampskibe og dampdrevne fabrikker bevirkede Kotors nedgang i økonomisk og militær betydning fra 1830-erne og frem; med sin placering i bunden af Kotor-bugten og omgivet af bjerge var var ugunstig for udviklingen af storindustri eller jernbaner. Først med udviklingen af turisme i 20. århundrede genvandt Kotor noget af sit omdømme.

Kotor blev indskrevet på UNESCOs Verdensarvsliste i 1979 på grund af sin smukke arkitektur. Den 15. april 1979 blev byen ramt af et voldsomt jordskælv af styrke 7,3 på Richter-skalaen[2], og først hen i 2010-erne var genopbygningen gennemført med international støtte under værdig hensyntagen til såvel gammel byggestil som moderne krav til sikring mod jordskælv. Fra østrig-ungarsk tid står også en række fæstninger spredt i landskabet; kendtest er Skt. Hans Fæstning (Тврђава Светог Ивана, Tvrđava Svetog Ivana) oven for Kotor i en højde af 272 m over havets overflade.