Kabelvåg i Vågan i Nordland omkring 1880

Kabelvåg er det ældste fiskevær i Lofoten og tidligere også det største. Det var her den kommercielle del fiskeriet på Lofoten begyndte for over 1000 år siden. Fiskere fra hele det nordlige Norge søgte til bugterne omkring nutidens Kabelvåg, for at få deres del af det årlige torskefiskeri. Og Vågan udviklede sig til at blive en vigtig by i middelalderens Hålogaland. På Lofotmuseets ejendom i Storvågan ligger resterne af det gamle centrum som da hed Vågar. Grundlaget for Vågans vækst var tørfiskeksporten til middelhavslandene. Omkring år 1000 blev tørfisk en handelsvare. Til at begynde med foregik eksporten direkte fra Nord-Norge, Vågan, og til udlandet. Men efterhånden blev tørfisken opkøbt af købmænd som kom sydfra for at købe fiskene og for at sælge korn og andre nødvendige varer. Tørfisken blev ført til Trondheim og Bergen, efterhånden kun til Bergen, for at blive eksporteret. Tørfisk var Norges første store eksportartikel og udgjorde 80% af Norges eksport i 1300-tallet. Med Den sorte død stagnerede Vågan.

Hans Egede var fra 1707 til 1718 kapellan i Vågan. Han var den første protestantiske præst i Lofoten, og menigheden var glad for ham. Men Egede skændtes uafladeligt med præsten Jakob Parelius. Årsagen var ikke så meget forskellige udlægninger af teksten som det faktum, at præsterne dengang blev betalt for deres arbejde i fisk. Og Egede mente, at han havde fået en dårlig aftale. Gnideriet stod på i næsten hele hans embedsperiode, og til sidst forlod Hans Egede Lofoten og 1721 rejste han med en kongelig kaldelse, tre skibe, sin 48-årige hustru og fire børn til Grønland. Gjertrud og børnene blev de første kvinder og børn siden nordboerne, der gjorde rejsen til Grønland.

Senere opstod der et nyt center i Kabelvåg, og i slutningen af 1800-tallet havde Kabelvåg fået en bymæssig bebyggelse og stedet blev Lofotens hovedby med politi, lensmand, sorenskriver, provst og andre offentlige institutioner og en vigtig handelsby. Et andet tegn på Kabelvågs betydning var aviserne. Ikke mindre end fire aviser udkom her.

Med motoriseringen af fiske- og kystflåden fra 1900-tallet stagnerede udviklingen. Havnen var for lille, og Svolvær overtog den overvejende del af skibstrafikken og dermed også den økonomiske vækst og befolkningsvæksten. Svolvær blev i 1918 udskilt fra Vågan kommune, og blev en selvstændig bykommune. Efterhånden overtog Svolvær gradvis Kabelvågs plads. De statslige og kommunale institutioner flyttede til Svolvær. I 1964 blev der gennemført en kommunesammenlægning mellem Vågan kommune og Svolvær by, og det meste af kommuneadministrationen blev flyttet fra Kabelvåg til Svolvær. Udviklingen gjorde også at det samme efterhånden skete med Kabelvågs handels- og bankvirksomhed.

Til trods for at Kabelvåg har været hærget af mange store ildebrande, har den gamle træhusbebyggelse alligevel været et varemærke for Kabelvåg. Men med de sidste brande i 1990-tallet er så godt som alle de ældste bygninger i Storgata gået tabt.