Galápagosøerne (Officielt navn: Archipiélago de Colóner) består af 19 vulkanske øer, der ligger spredt over ækvator i Stillehavet 972 km vest for Ecuador som de tilhører. Navnet kommer fra det spanske ord Galapago som betyder saddel, og som henviser til ligheden mellem de store Galapagos-landskildpadder, der lever på øerne, og en spansk saddel. Øerne er især kendt for deres helt unikke fauna, som bl.a. bidrog til, at naturhistorikeren Charles Darwin kunne udarbejde sine teorier om arternes oprindelse, da flere fuglearter og Galapagos-skildpadderne er forskellige på de enkelte øer. Blandt de sjældne fuglearter er galapagosvåger. Øerne blev officielt nationalpark i 1959. Galapagosøerne blev i 1978 optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og i 2001 blev yderligere maritime reservater optaget på listen.
Den første europæer, som besøgte Galapagosøerne den 10. marts 1535, var biskoppen af Panama, Tomás de Berlanga, hvis skib kom ud af kurs under en rejse fra Panama til Peru.[kilde mangler] Øgruppen blev først betegnet som Islas Encantadas („Fortryllede øer“), da ingen havde formodet at der lå øer så langt ude i Stillehavet. På grund de stærke strømninger mellem øerne fik søfarerne let indtrykket at øerne hele tiden ændrede position.[kilde mangler]
I mange år var øerne base for hvalfangere og pirater, som brugte dem til beskyttelse og for at få forsyninger af drikkevand og kød, ofte i form af de store Galapagos-skildpadder.[kilde mangler]
Den første kendte permanente beboer på Galápagosøerne var den irske sømand Patrick Watkins, som blev efterladt på øen Floreana fra 1807 til 1809. Watkins overlevede ved at gå på jagt, dyrkning af grøntsager og handel med besøgende hvalfangere, før det i 1809 lykkedes ham at stjæle en åben båd og sejle til Guayaquil på faslandet.[kilde mangler]
Den 12. februar 1832 tog Ecuador øerne besiddelse og kaldte dem Archipiélago del Ecuador, men de forblev stadigvæk ubeboede i mange år.[kilde mangler]
I året 1835, trehundrede år efter at øerne blev opdaget af Tomás de Belanga, besøgte Charles Darwin øerne, og under hans 4 uger lange ophold indsamlede han en mængde biologiske prøver.[kilde mangler]
I det 19. århundrede blev øerne på grund af forekomsten af Galápagos-kæmpeskilpadderne omdøbt til Islas Galápagos. Den første varige bosætning på øerne begyndte. Før var øerne besat af spanierne, som dog ikke viste nogen interesse for dem.[kilde mangler]
Omkring 1929 havde Ecuador økonomiske problemer, særlig USA var interesseret i at købe øerne til militært brug, da de var strategisk placeret til at bevogte Panamakanalen, men Ecuador beholdt øerne.[kilde mangler]
Mange af øerne, som Floreana og Isabela, var fra 1934 til 1959 straffekolonier.[kilde mangler]
Under 2. verdenskrig bemyndigede Ecuador USA til at etablere flådebasen "Beta Base" på Baltra Island, og radarstationer på andre strategiske steder på øerne. Sammen med "Alpha Base" i Nicaragua og "Gamma Base" i Salinas (Ecuador) beskyttede de dele af Stillehavet og Panamakanalen mod fjendtlige flådestyrkers angreb. Efter 2. verdenskrig overtog Ecuador alle USAs militære faciliteter, og i dag er den tidligere flådebase "Beta Base" på Baltra Island en officiel ecuadoriansk militærbase. Fundamenter og andre rester af den amerikanske base kan stadig ses på Baltra Island.[kilde mangler]
I 1959 erklærede den ecuadorianske regering Galápagosøerne til Nationalpark Galápagos. 1968 var 97 procent af øernes areal under beskyttelse af nationalparken; landsbyer og tidligere landbrugsarealer blev fredet. I 1960'erne begyndte turister at besøge øerne. Turismen, fiskeri, og landbrug tiltrak fiskere og landmænd fra Ecuadors fastland.[kilde mangler]
I 1990'erne og 2000'erne udbrød der voldelige konfrontationer mellem dele af den lokale befolkning og Galapagos National Parks ansatte. Demonstranterne indfangede og aflivede mange af Galapagos-landskildpadderne og holdt personalet i Galapagos National Park som gidsler.[kilde mangler]
Tilføj kommentar