Historie „ Det er fuldkomment naturligt at det jødiske folk kæmper for at finde dets rette plads inden for Sovjetunionen. Det jødiske folk står over for den store opgave at bevare dets egen nationalitet, og til dette formål må en stor del af den jødiske befolkning omskabes til en økonomisk stabil og kompakt landbrugsgruppe, som skal være minimum i de hundrede tusinde. “  

Den tidlige kommunistiske ideologi som formuleret af Lenin under revolutionen, inkluderede ideen om at de forskellige folkeslag skulle have muligheden for at hver deres hjemland inden for rammerne af den sovjetiske føderation. Ideen bag en jødisk landlig region havde desuden den ekstra dimension at det skulle anspore jøderne til at ty til erhverv som ansås som mere acceptable indenfor den sovjetiske ideologi, specielt som bønder. Jøderne havde ikke traditionelt haft mulighed for at eje jord i det før revolutionære Rusland, hvorfor de havde været nødsaget til at slå sig på ting som småhandel. En beskæftigelse der nu ansås som burgois og derved suspekt eller i bedste faldt ubrugelig. I august 1924 var kommunistpartiets Komiteen for landlig genhusning af arbejdende jøder (Komez) blevet oprettet. Denne havde til formål at udforme og implementere en plan for forflytning af de jødiske samfund. Sideløbende var også blevet oprettet Den offentlig komite for landlig genhusning af arbejdende jøder (Ozet), som var en ikkeaffilieret organisation med samme mandat, men som grundet den ikke var en del af det kommunistiske parti skulle kunne appellere til det internationale jødiske samfund. Komez etablerede en række jødiske forsøgskommuner i Ukraine og på halvøen Krim – men disse var blevet mødt af lokal modstand og blev snart opgivet igen. I stedet overraskede den sovjetiske centralkomite ved at udpege et næsten uberørt og ubefolket område i det russiske fjernøsten på grænsen til Kina, som den territoriale hjemstavn for det jødiske folk. Imidlertid var beslutningen herom ikke i så høj grad baseret på jødernes behov, som generelle sovjetiske økonomi- og sikkerhedsinteresser. En befolkning af regionen skulle kunne hjælpe med til at udvinde de rige mineralforekomster og samtidigt fungere som bufferzone mod en frygtet japans eller kinesisk invasion[1]. Støtte fra Mikhail Kalinin sikrede at ideen blev realiseret på trods af Komez, der stadig anså Ukraine eller Krim som det meste naturlige valg.

Området omkring Birobidzjan der var uset som den jødiske socialistiske republik, er ca. på størrelse med Belgien og havde på daværende tidspunkt ca. 27.000 indbyggere; hovedsagligt russere, ukrainere, kosakker og koreanere. En undersøgelseskommission sammensat af kommunistpartiet blev i 1927 sendt til fjernøsten hvor det blev rapporteret tilbage at grundet områdes manglende udvikling og dets afsides beliggenhed skulle en egentlig genbosætning af jøder ikke påbegyndes før tidligst i 1929. [2] Imidlertid pressede både Kalinin og Komez på for en hurtig løsning[1], og allerede i starten af sommeren 1928 havde 654 jøder fra Ukraine genbosat sig i områdets største by Birobidzjan[3]. Området blev først kaldet Birobidzjan nationale jødiske rajon og siden i 1934 den Jødiske autonome oblast. Ideen om et jødisk socialistisk hjemland i Sovjetunionen blev til start mødt med en vis grad af entusiasme blandt jøder både inden for og uden for Sovjetunionen og tilflytningen fortsatte med at stige de følgende år. I 1930 var der tilflyttet 1.500 jøder så de nu udgjorde 8% af den nu ca. 37.000 store befolkning i byen. I 1932 led Ukraine under hungersnød og et rekordantal ukrainske jøder, 14.000 personer, valgte at flytte til området. Området tiltrak også en del ikke-sovjetiske jøder, hovedsageligt fra Litauen, USA og Argentina.

1930erne blev iværksat flere større propagandakampagner for at få sovjetiske jøder til at flytte til den nye region. Kampagnerne, ofte på jiddisch, inkludere plakater, noveller, avisartikler, romaner, lotteri og film, men led under at sovjetisk ideologi forhindrede at der kunne anvendes traditionelle zionistiske og religiøse argumenter – og endda forbød opførelsen jødiske templer. Jiddisch blev i den forbindelse bevidst valgt som regionens officielle sprog frem for hebraisk for at understrege regionens sekulære natur.

Geografien og klimaet i Birobidzjan er imidlertid barsk med varme og regnfulde somre og en gennemsnitlige vintertemperatur omkring 25-40 graders frost., derudover var regionen – som for en stor del er sumpland – næsten helt uudviklet hvilket bevirkede nybyggere måtte starte helt forfra. Grundet de svære omstændigheder valgte en meget stor del tilflyttere hurtigt at flytte videre til andre steder. Af de 654 jøder der var ankommet i foråret 1928, havde 325 (49,7%) forladt området i oktober samme år. Procentvisen for andre år var endnu højere. Desuden konkurrerede Birobidzjan med Israel som jødisk hjemland, hvilket gjorde at antallet af tilflyttere aldrig blev så højt som ønsket. Endelig led nytilflytterne under en høj dødelighed. Alle faktorer der bevirkede at den jødiske andel af regionens befolkning aldrig oversteg 33%, det jødiske hjemland blev derfor aldrig den succes den var planlagt som.

Udviklingen af den jødiske oblast stoppede brat i midten af 1930erne under Stalins udresninger. Jødiske ledere blev arresteret og henrettet og jiddischsprogede skoler lukket. Kort efter forhindrede anden verdenskrig at flere jøder flyttede mod øst. Efter krigen var der en kort opblomstring af den jødiske autonome oblast, da et antal jødiske flygtninge og overlevende fra nazisternes forfølgelse valgte at flytte til regionen. Således flyttede mellem 1946 og 1948 omkring 10.000 jøder til området. I 1949 boede der en anslået 30.000 jøder i regionen. Men igen stoppede Stalins udrensninger i starten af 1950erne, og nu også oprettelsen af staten Israel samt det såkaldte lægekomplot udviklingen. Igen blev de jødiske ledere arresteret og jiddisch kultur undertrykt. På dette tidspunkt blev den store samling af jødiske tekster i det lokale bibliotek brændt. I de efterfølgende årtier henslængte den jødiske region en næsten glemt tilværelse.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i starten af 1990erne og nye liberale emigrationsregler, forlod størstedelen af den resterende jødiske befolkning regionen til fordel for Israel og Tyskland, således at den jødiske andel nu officielt er svundet ind til omkring 1,22% (2,327 personer) – omend uofficielle opgørelser sætter andelen så højt som 16%. På trods af en lille andel, forbliver regionen ved med at være en jødisk autonom oblast, med jiddisch som officielt sprog, der har endda været en genopblomstring af jødisk jiddisch kultur med nyåbnede kulturinstitutioner og en nyåbnet synagoge.

^ a b The Soviet Government and the Jews 1948-1967: A Documented Study (1984), Benjamin Pinkus, ISBN 0-521-24713-6 ^ Jewish nationality and Soviet politics;: The Jewish sections of the CPSU, 1917-1930 (1972), Zvi Y Gitelman, ISBN 0-691-07542-5 ^ The Jews In Soviet Russia Since 1917 (1978), Lionel Kochan, ASIN B000NUMQNG